3. klasserne bliver IT-kæledægger

De næste tre år vil skolerne i Aalborg årligt få omkring 1000 nye computere i forbindelse med projektet IT i 3. klasse. 19 mio. kr. bliver brugt på at udskifte den efterhånden slidte maskinpark

AALBORG:I de næste tre år kan en del af computerne på kommunens folkeskoler endelig logge farvel efter lang tjeneste. I de næste tre vil skolerne nemlig i forbindelse med projektet IT i 3. klasserne få omkring 800-1000 nye computere årligt. Det skønner Erling Schmidt, der er centerleder for DAKS (Dataafdelingen Aalborg Kommunale Skolevæsen). Antallet afhænger selvfølgelig også af, hvilke computere, der bliver købt. I øjeblikket findes der omkring i alt 2500 maskiner på skolerne. DAKS har forberedt sig hele sidste år på bevillingen. I alt bruges der 19 mio. kr. på projektet de næste tre år. Kommunen satte pengene af ved budgetforhandlingerne sidste år. Kommunen og staten betaler hver 3,2 mio. kr. årligt de næste tre år. Satsningen er en del af handlingsplanen "IT i folkeskolen-en investering i viden og velfærd", som regeringen iværksatte i 2003. Det er et krav til skolerne, at pengene skal bruges til computere og printere, og udstyret skal placeres i 3. klassernes nærområder. Det udstyr, som kommunerne selv skal betale, kan dog placeres efter kommunens eget ønske. Skolerne får 2000 kr. pr. elev i 3. klasse årligt i de næste tre år. Erling Schmidt peger på, at skolerne nu bl.a. får mulighed for at købe bærbare, fordi de er blevet så billige og solide. DAKS har i de sidste år kæmpet med at vedligeholde skolernes computere. - Vi er gode til at holde liv i dem, fordi vi er nødt til det, siger Erling Schmidt. Han forudser, at det ikke kun er 3. klasserne, der får glæde af de nye maskiner. - Når 3.klasserne går hjem klokken 13, så er der ikke noget i vejen for, at eksempelvis 7. klasse kan bruge dem. God gruppe Skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) er glad for, at det netop er eleverne i 3. klasse, der satses på. - Det er jo sådan, at jeg synes, at 3. klasserne, det er sådan en god gruppe at starte med. De er meget motiverede for at lære noget nyt, og jeg forventer, at de meget hurtigt får lært IT-teknikken som et værktøj i deres indlæringsproces, siger Nils Bell. Han tror, at det er vigtigt, at eleverne hurtigt får føling med computeren. - Jeg tror på, at hvis man vil lave et videnssamfund, så skal man starte i en meget tidlig alder. Om folkeskolens maskinpark siger han. - Vi lavede en indsats for nogle år siden, og jeg synes, at standarden er rimelig, hvis jeg må sige det på den måde. Men det er klart, at der er en rivende udvikling indenfor IT, så der er formentlig nogle maskiner, der ikke helt lever op til dagens standard. Nils Bell vil endnu ikke tage stilling til, om man vil fortsætte satsningen, når projektet udløber om tre år. - Det er der ikke taget stilling til endnu, og det er der god tid til.