3.t.v. OPGANG: Kæresteparret Martin og Laura har en fælles historie, som de nødigt slipper. De prøvede, men kunne ikke – trods store forskelligheder.

Af Stig Matthiesen aalborg@nordjyske.dk ØGADEKVARTERET: På dørskiltet udenfor tredje til venstre står kun Martin Nielsens navn, men inde foran den bærbare computer på sofabordet sidder hans kønne kæreste Laura og ligner mindst lige så meget en beboer i Bornholmsgade 53. - Jeg går på lærerseminariet i kvarteret, så det er dejligt nemt herfra, fortæller 24-åringen og trækker sig for en kort bemærkning smilende tilbage til stofresterne, som ligger spredt ud over køkkengulvet i den lyse og stilfulde lejlighed. I stuen kører mega-fjernsynet som i sløjfe på en lokal kanal. Musikanlægget spiller vist også med, som en art lydtapet, men dog ikke på samme frekvens som den hvide kat, der smyger sig op ad den fremmede. Den 28-årige Martin har boet i Bornholmsgade, siden hans forældre gik fra hinanden for snart mange år siden. Dengang var han bare seks år og netop startet i børnehaveklassen på Sønderbroskolen længere henne ad gaden. - Det hele startede vel med, at min farfar og farmor flyttede hertil allerede, da ejendommen blev bygget i 1941. Min far og jeg flyttede ind efter skilsmissen. Dengang lå kasernen lige her ved siden af, hvor vi legede på alle mulige tidspunkter af døgnet. Da Martin rundede de 20 somre, flyttede han hen i Poul Paghs Gade, men det intermezzo varede kun lidt mere end et år, så var han tilbage i gården, hvor han spillede rundbold som dreng. Trods aldersforskellen skete det i øvrigt sammen med husets ukronede dronning Anne Marie nede på anden til højre. I dag mangler Martin bare et års tid, inden han kan kalde sig maskinmester. Indtil da pendles der til Frederikshavn, nu hvor skolen i Aalborg er lukket ned. Inden dette seneste uddannelseskapitel rejste han til København, Norge, Frankrig, Japan og til USA for at sætte kedler op som maskinarbejder. - Jeg har nok lidt eventyrtrang i blodet, så det var svært at komme tilbage på skolebænken, vedkender Aalborg-drengen med Laura placeret i døråbningen på en lytter. Måske var det eventyrtrangen, som fik hende til at slippe saksen ude i køkkenet? Og nu hvor hun er her, tager hun også lige betragtningerne om kærestens rugbymeriter i den lokale klub med. - Dybest set kan jeg nu slet ikke tænke mig at flytte væk herfra. Og skal det endelig være, så skal det være til udlandet i en tidsbegrænset periode og sammen med Laura, fastslår Martin uden slinger i valsen og vedkender sig sine nordjyske rødder. - Jeg har lige været til barnedåb i København. Det er altså nogle mærkelige mennesker derovre. De spiste brunch bagefter! Jeg synes, at man skal holde fast i traditionerne. Alting skrider! Selv er jeg til kongehuset og juletraditioner. Laura står atter i døren og smiler let overbærende. Den lærerstuderende, med dansk, tysk og idræt som linjespecialer, vil godt følge Martin ud i verden, hvis hun kan få lov til at bruge sin egen visdom. - Jeg var kun efterskoleelev, da vi mødte hinanden. Vi er så forskellige, som man overhovedet kan være. Martin stemmer på De Konservative og går ind for disciplin. Han gider ikke diskutere tingene ret længe ad gangen. Jeg derimod stemmer rødt og kommer fra et miljø, hvor man taler længe og meget om tingene. Som par kæmper vi for at finde fælles fodslag, vedstår hun uden at det tilsyneladende nager kæresteparret, der siden mødet for snart ni år siden bare har været fra hinanden i et års tid. Derpå fandt de sammen igen. - Det er dejligt at have en fælles historie. Og selvfølgelig skal vi have børn en dag – og det der hører dertil. Men det skal ikke være lige nu, bemærker Laura. - Nej, vi har tid nok, meddeler Martin og vender sig mod kæresten. - Vi har ikke så travlt, selvom mange af mine jævnaldrende veninder er begyndt med den slags. Jeg kan sagtens vente til min og Martins uddannelse er afsluttet, siger Laura og ser virkelig ud til at mene det der med at det er fedt at have et menneske, man kan dele sin historie med. - Jeg har min egen lejlighed i øjeblikket, og det koster jo, så det ender vel med, at jeg snart rykker ind her igen, proklamerer Laura, der boede på matriklen, inden parret for en stund gik egne veje. Begge er de skilsmissebørn og har ikke tænkt sig at byde egne børn samme savn, forsikrer Martin, mens han høfligt følger til dørs. - Familien betyder alt for mig. Laura hørte vist godt denne sidste bemærkning, selvom hun for længst er vendt tilbage til køkkengulvet, og det projekt der inden længe skal være med til at bringe hende sikkert gennem en idrætseksamen.