30.000 for svage til at arbejde

Arbejdsmarkedspolitik 4. januar 2003 07:00

København, fredag /ritzau/ Landets kommuner opfordrer regeringen til at udskille 20.000-30.000 af de svageste kontanthjælpsmodtagere fra det almindelige system med krav om aktivering, skriver Berlingske Tidende fredag. Det vil frigøre kræfter hos kommunerne til at tage sig bedre af de stærke ledige, der har reelle chancer for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, mener kommunerne. - Vi har behov for at få defineret, hvem der er arbejdsmarkedsparate, og hvem der ikke er det. Hidtil er politikerne veget uden om at lave den opdeling. Men det skyldes jo nok, at der vil vise sig et stort behov for nye løsninger, siger formanden for Kommunernes Landsforening, Ejgil W. Rasmussen (V) til Berlingske Tidende. Formanden for socialudvalget i KL, Vagn Ry Nielsen (S), understreger, at kommunerne har "alvorlig brug for en løsning" på problemet, når arbejdsmarkedsreformen nu skal indfases. - Vi har brug for en klar holdning til alle dem, vi kalder de uanbringelige. Her er tale om folk, som aldrig - eller kun yderst sporadisk - har været på arbejdsmarkedet. De har været på kontanthjælp i årevis, og mange er ude i alvorlige misbrugsproblemer. Vi må finde en løsning, så alle de mennesker alligevel får et ordentligt og værdigt liv. Løsningen kunne være en ny type ydelse, hvor der f.eks. var indbygget noget social aktivering, siger Vagn Ry Nielsen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) konstaterer, at han på dette punkt er uenig med kommunerne: - Jeg anerkender, at der er tale om et stort problem, men vi kan ikke i vores samfund acceptere, at der er ét eneste menneske, der bliver opgivet. Vi skal kæmpe for, at alle - så vidt muligt - kan få et liv i selvforsørgelse. Vi må gå utroligt meget igennem for at sikre, at alt bliver prøvet, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...