Arbejdsmarked

30.000 svenske og norske skiturister giver 34 nye job

Optimistisk skøn forventer at skiinteressen kan blive lige så stor som golfturismen i Nordjylland

FREDERIKSHAVN:Det er svært at spå om fremtiden. Især om antallet af besøgende på Skicenter Nordjylland og den deraf øgede beskæftigelse i Frederikshavn. Men det job har Nellemann Konsulenterne påtaget sig og har derfor henvendt sig til 14 nordjyske golfklubber for at høre, hvor mange norske og svenske turister, greenfeespillere, der besøger banerne på årsbasis. Sammenligningen er ifølge forfatterne relevant, fordi der på golfbanerne både kommer lokale og turister. Cirka 30.000 besøgende lyder tilbagemeldingen, og det samme tal kan man forvente vil drøne ned af bakken på Skicenter Nordjylland. 20.000 svenske gæster og 10.000 norske besøgende. Et bud, der passer meget godt til den tilbagemelding, færgeselskaberne er kommet med. Tallet på de 30.000 besøgende fremgår af den endelige rapport, der er nu offentliggjort, og hvis det tal holder, så betyder det alene cirka 34 nye job i Frederikshavnsområdet. Konsulenterne har her taget de meste optimistiske briller på. Men de giver også, hvad de kalder et realistisk bud. Den realistiske vurdering går på 12.000 nye svenske turister og 5.000 nordmænd. Det giver 19 nye job. Og i den forsigtige udgave har man slet ikke regnet med denne gruppe besøgende. Konsulenterne giver også et bud på den samlede øgede beskæftigelse. Både i den forsigtige, realistiske og optimistiske vurdering skal der være ti ansatte på selve skicentret. Og selvom man anlægger en forsigtig synsvinkel, så gætter man på, at der i alt bliver 41 flere job i lokalområdet. I den realistiske udgave taler man om 62 nye job, og hvis det går rigtig godt vil der i alt komme 76,5 nye job.