Bryggerier

30 år uden øl er nok

Ombygning og nyindretning af Bie's Bryghus er i fuld gang, og samtidig lægges der nu op til en kapitaludvidelse, så endnu flere anpartshavere får mulighed for at være med

Skitsen viser, hvordan bryggeri, skænkestue og køkken indrettes i de gamle bryggeribygninger. Tegning: Fjorden Arkitekter, Hobro

Skitsen viser, hvordan bryggeri, skænkestue og køkken indrettes i de gamle bryggeribygninger. Tegning: Fjorden Arkitekter, Hobro

30 år uden øl må være nok. Ingen sagde Hans Jacob Bæch imod, da han som formand for Bies Bryghus i Hobro på generalforsamlingen i Hobro Idrætscenter forleden klart lod forstå, at ventetiden har været mere end lang nok. Det er tid til, at tørstige sjæle igen skal kunne få fugtet tørre pletter i halshullet i smagfulde dråber fra Bies Bryggeri. Den præcise dato for nybrygget øl fra eget anlæg i de gamle bryggeribygninger midt i byens centrum er dog endnu ikke fastsat, men det varer ikke længe. - Og jeg kan godt love, at indvielsen ikke kommer til at gå stille af. Det bliver lidt af en folkefest, varslede bryghusformanden. Ombygningen og nyindretningen er netop nu på sit højeste. Et næsten helt nyt og perfekt anlæg med kobbertanke fra et konkursramt bryggeri er købt til byen, skænkestue og køkken er ved at tage form, og initiativtagerne til genstart af byens gamle bryghus er også langt fremme hvad angår ansættelse af de nøglepersoner, der skal stå for den fremtidige drift. Det være sig i første række brygmester og restauratør. - Jeg ser allerede nu for mig, hvordan jeg - og forhåbentlig en helt masse andre - kan sætte mig ind i skænkestuen og nyde en hakkedreng til et dejligt krus skummende fadøl fra Bie's Bryggeri, sagde erhvervsdirektør Torben Ladefoged, da han som dirigent på generalforsamlingen havde en afsluttende kommentar. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende, tirsdag