Aalborg

30-årig fortsat fængslet

PANDRUP:En 30-årig mand fra Aalborg fik i går sin varetægtsfængsling forlænget til den 12. oktober. Det sker af hensyn til den videre efterforskning, oplyser kriminalinspektør Henri Gade fra Hjørring Politi. - Politiet er i øjeblikket i gang med at finde ud af, hvem der har aftaget tyvekosterne, og om der er medgerningsmænd, siger han. Manden er sigtet for hæleri, efter at han den 1. september blev anholdt på en gård på Skjødsholmsvej, hvor laden var fyldt med tyvekoster for en million kroner. Blandt andet fandt politiet fire biler, af mærket BMW og Crysler, en båd og en trailer. Laden er lejet ud, og ifølge Henri Gade er der ikke noget, der tyder på, ejeren af gården er involveret i sagen. Den sigtede kærede afgørelsen til Landsretten. - hejl