EMNER

30-årig indsat lå i koma i sin celle

Medindsatte beskylder fængselspersonale for svigt.

En 30-årig indsat i Statsfængslet Kragskovhede ved Frederikshavn blev onsdag fundet liggende dybt bevidstløs i sin celle. Fængselsledelsen kender ikke årsagen, men der er muligvis tale om en overdosis. Den 30-årige er nu indlagt på Aalborg Sygehus og er ifølge en medindsat fortsat i koma. Andre indsatte på afdelingen undrede sig allerede tirsdag over, at den 30-årige ikke kom ud fra sin celle for at spise, som han plejede. Han havde låst celledøren indefra, og en anden indsat, som har kendt den 30-årige gennem flere år, henvendte sig til vagtstuen for at få personalet til at åbne døren til cellen. NORDJYSKE har talt med fællestalsmanden for de indsatte, Sv. Erik Larsen, der bor på samme afdeling som den 30-årige, og med dennes bekendt, som forsøgte at få adgang til cellen. Tog piller Den medindsattes bekendt oplyser til NORDJYSKE, at han var klar over, at den 30-årige nogle gange tager piller. Det ville den medindsatte ikke sige til personalet. For ikke at udsætte sig selv for beskyldninger om at være stikker brugte han et påskud om, at han skulle have fat i noget i køleskabet i cellen. Personalet afslog at låse celledøren op. I løbet af aftenen bankede de andre indsatte flere gange på den aflåste dør, men uden at komme i kontakt med den 30-årige. Da personalet i løbet af aftenene kom rundt for at foretage optælling, forsøgte den medindsatte, der tidligere havde været henne på vagtstuen, igen at få lov at komme med ind til den 30-årige, men blev afvist. Ved vækningen kl. 06 næste morgen registrerede den funktionær, som åbnede ind til cellen, stadig ikke noget unormalt. Da den 30-årige heller ikke dukkede op til morgenmad, slog de andre på afdelingen alarm. Den medindsatte, som forsøgte at komme ind aftenen før, var med inde i cellen om morgenen. Han så den 30-årige ligge livløs og blå i ansigtet. - Fængselsfunktionæren kan umuligt have været i kontakt med ham ved vækningen et par timer forinden, siger han. Ingen kritik Fængselsinspektør Jens Borg Nielsen Nielsen siger, at personalet ikke har begået fejl eller gjort sig skyldig i forsømmelser. Fængselsledelsen har undersøgt forløbet ved at tale med de funktionærer, som var på arbejde, og med to indsatte. De indsatte har begge oplyst, at de ikke bad om hjælp til den 30-årige. Borg Nielsen siger, at det er i overensstemmelse med retningslinjerne, at fængselsfunktionærer afviser at åbne en celledør, som er låst indefra. Funktionærerne skal respektere, at indsatte har krav på et privatliv. - Hvis én vil sove, skal han have lov til det, siger inspektøren. At fængselsfunktionæren ikke selv opdagede den 30-åriges tilstand, giver ikke fængselsledelsen anledning til kritik. Ved optælling skal funktioærerne kun sikre sig, at folk fysisk er til stede. Sover de, bliver de ikke vækket. Ved morgenvækningen skal funktionærerne kun sikre sig, at folk er i live f.eks. ved, at de rører på sig, forklarer Borg Nielsen. Og det gjorde den 30-årige ifølge den forklaring, som ledelsen har fået. carl.aage.oestergaard@nordjyske.dk