30-årig kvinde fængslet for dødstrusler
Efter adskillige domme for trusler og vold blev 30-årig kvinde igen fængslet lørdag formiddag - denne gang for at true betjent på livet.
En 30-årig kvinde fra Aalborg blev lørdag formiddag varetægtsfængslet til 4. juni for at have truet med at slå en politibetjent ihjel. Den 30-årige har set sig godt og grundigt sur på en betjent, som hun også tidligere har truet. Den seneste dom for trusler fik hun 24. april, men fredag morgen blev hun altså anholdt igen, fordi hun havde sendt en sms med trusler til betjenten. I et grundlovsforhør lørdag formiddag forsøgte kvinden at overbevise dommeren om, at det ikke var hende, der havde sendte sms´en. Hun sagde, at hun havde fået stjålet sim-kort til telefonen i marts. Men politiet kunne knytte sim-kortet til den 30-årige helt frem til 14. maj. Ifølge anklager Philip Pagter har den 30-årige ni tidligere domme for blandt andet trusler mod vidner, trusler og vold inden for de seneste 10 år. Den 30-årige kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.