Retspleje

30-årig levede i sus og dus på stjålne kreditkort

AALBORG:En 30-årig mand, der er bosiddende i Oslo, Norge, er i retten i Aalborg blevet idømt tre måneders fængsel for kreditkortsvindel. Han blev kendt skyldig i at have powershoppet på stjålne kreditkort i Aalborg i foråret. Den 30-årige har siddet varetægtsfængslet siden midt i april, og derfor har han reelt udstået sin straf. Han står i øvrigt til udvisning af Danmark med indrejseforbud i tre år, og retten bestemte, at han fortsat skal være varetægtsfængslet, til udrejsen rent praktisk kan føres ud i livet. Den 30-årige blev kendt skyldig i at have misbrugt stjålne kreditkort i hele 96 tilfælde og for et samlet beløb på cirka 35.000 kroner. Den 30-årige kortjonglør kørte blandt andet taxa, gik på restauranter og powershoppede i stormagasiner og mærkevareforretninger som Salling, Magasin og Nike-shoppen på Nytorv, før han ved en tilfældighed blev afsløret. I alle tilfælde brugte han kortene på steder, hvor man ikke skal bruge pinkode, men kan slippe med at sætte en underskrift, hvis man er god til at efterligne kortejerens signatur - og det var han åbenbart i stor stil. Afsløret i taxa Faktisk var det en tilfældighed, at han overhovedet blev afsløret. Det skete efter en taxatur til Østerbro lørdag 12.april ved 22-tiden. I forbindelse med betaling af taxaen brugte han først et kort, som blev afvist. Derefter hev han et andet frem, som virkede, men taxachaufføren studsede over, at der stod forskellige navne på de to kort. Derfor blev politiet tilkaldt. Den 30-årige blev anholdt, og siden er der fra politiets side brugt store ressourcer på at trevle sagens mange forhold op. Lidt erkendelse I retten kunne den 30-årige udelukkende erkende et mindre antal tilfælde af kortmisbrug. Det drejede sig om tilfælde, hvor politiet kunne dokumentere en direkte sammenhæng mellem vareindkøb og indholdet i nogle indkøbsposer, som blev fundet i en boks på Aalborg Banegård. En boks, som den 30-årige vel at mærke blev fundet i besiddelse af nøglen til, da han blev anholdt. Da den 30-årige blev fældet, havde han i øvrigt allerede et stående forbud mod at rejse ind i Danmark frem til november i år. Det nye indrejseforbud på yderligere tre år vil blive lagt til, så han ikke må vise i Danmark igen før november 2006.