Teater

30 børn opfører eventyrspil

SÆBY:Efter mange og grundige forberedelser bliver det i morgen aften, onsdag, alvor for 30 børn i alderen op til 13 år på Sæby Scenens børnehold. Så er der nemlig premiere på eventyrspillet "Fjeren & Rosen", som også opføres i Teaterhuset Skovlyst ved forestillinger fredag aften samt lørdag eftermiddag. Børnene har ikke alene lagt et stort arbejde i instuderingen af roller, men også taget del i de mange praktiske ting omkring opførelsen. På en lang arbejdsdag arbejdede således 60 børn og forældre flittigt ved symaskiner, med limklister, produktion af hatte og opbygning af scenen. Så børnene har sammen med deres forældre fremstillet forestillingens forunderlige hatte og flotte kostumer. Forestillingens instruktør, Margaretha Cedergren, har den sidste tid arbejdet ihærdigt med børnene med hjælp fra de frivillige ledere på de to børnehold. Karsten Legaard, der har Aalborg Teater som sin daglige arbejdsplads, har stået for scenografien. "Fjeren & Rosen" et et eventyrspil skrevet af Josefine Ottesen og handler om en splittet verden, der bliver hel. Forestillingen tager sit udgangspunkt i myten om det fortabte land og længslen efter det. Som en Orfeus drager kongen ned i dybet for at finde det, der kan hele verden og skabe liv i kolde hjerner. På sin vej møder kongen påfugledronningens datter, Ea - og sammen får de magien til at blomstre ved hjælp af en fjer og en rose.