30 dræbt af bombe i Bagdad

Drab 30. december 2004 05:00

BAGDAD: 30 personer blev i går morges dræbt i Iraks hovedstad, Bagdad, da et hus, spækket med sprængstoffer, blev sprængt i luften under en politirazzia efter irakiske oprørere. Eksplosionen kommer, efter at 43 mennesker i tirsdags blev dræbt i Irak, heraf mange politifolk og medlemmer af den irakiske nationalgarde. Af onsdagens 30 dræbte er seks politifolk. Yderligere 25 personer blev såret, herunder fire politimænd. På samme tid savnes yderligere fire irakiske politifolk. I separate angreb nord for Bagdad blev en irakisk erhvervsmand, en kvindelig ansat i USA's militær samt en tyrkisk lastbilchauffør ligeledes dræbt i går. De nye angreb kommer lidt over en måned inden det planlagte irakiske valg, som efter planen skal afholdes den 30. januar. De amerikansk-ledede besættelsesstyrker og Iraks midlertidige regering har tidligere advaret om, at oprørerne vil forstærke angrebene i opløbet inden valget, som USA's regering ønsker skal tjene som en demokratisk model for hele Mellemøsten. USA's afgående udenrigsminister, Colin Powell, advarede i tirsdags om, at oprøret i Irak vil fortsætte, uanset resultatet af valget den 30. januar. - Oprørerne er fast besluttet på, at der ikke skal komme en repræsentativ regering. De ønsker at vende tilbage til tyranniet, sagde Powell til CBS News. Den amerikanske udenrigsministers ord falder, efter at Iraks vigtigste sunnimuslimske parti tidligere på ugen oplyste, at det trækker sig fra januarvalget. Det sker med henvisning til, at den vedvarende vold i landet vil afholde mange personer fra at afgive deres stemme i de overvejende sunnimuslimske områder i den nordlige og vestlige del af Irak. Iraks udenrigsminister, Hoshyar Zebari, sagde i et interview mandag, at valget muligvis vil blive udskudt i de mest urolige dele af landet, hvor det ikke er muligt at gennemføre en afstemning på grund af den dårlige sikkerhedssituation. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...