Togtrafik

30 passagerer kvæstet i togulykke

Et tog med 80 passagerer blev tidligt tirsdag afsporet nær Sankt Pölten i Østrig. Tre er alvorligt kvæstet

Det er endnu ukendt, hvad der var årsagen til, at to togvogne tidligt tirsdag er kørt af skinnerne og væltet på siden. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

Det er endnu ukendt, hvad der var årsagen til, at to togvogne tidligt tirsdag er kørt af skinnerne og væltet på siden. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

ØSTRIG:30 togpassagerer i Østrig er kvæstet, heraf tre alvorligt, efter at to togvogne omkring klokken 7.15 tirsdag blev afsporet og endte på siden.

Det skete et par kilometer før stationen i Sankt Pölten, der er hovedstad i den østrigske delstat Niederösterreich.

Det skriver medierne oe24 og Kronen Zeitung.

70 paramedicinere, seks ambulancelæger og 40 ansatte ved brandvæsnet rykkede ud til ulykkesstedet.

I forbindelse med afsporingen blev en hovedledning revet over. Den faldt ned ved skinnerne og måtte først slås fra og fjernes, før passagerne kunne reddes ud af togvognene.

Skoleklasse på udflugt

De kvæstede melder primært om hoved- og brystsmerter, oplyser Franz Resperger, som er en af redningsarbejderne på stedet.

- Det er på grund af den kraft, som de er blevet kastet gennem toget med, siger han til oe24.

Det var de to forreste togvogne, der væltede, mens de bageste blev stående på skinnerne.

Blandt de i alt 80 passagerer om bord på toget var også en skoleklasse, der var på vej på udflugt.

Klokken ti er alle passagerne transporteret væk fra stedet, hvor oprydningsarbejdet fortsætter.

Årsagen til afsporingen er endnu ukendt, og strækningen mellem Sankt Pölten og Hofstetten er spærret til engang ud på eftermiddagen, lyder vurderingen fra oprydningsarbejderne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst