30 stolte træskuder besøger det nordjyske
Optakten til Nordisk Sejlads skabte lørdag et spektakulært skue i Hobro Havn

Alt tjekkes før starten fra Hobro Havn søndag morgen kl. 8. Foto: Henrik Bo
HOBRO:En tumleplads for nordiske søulke i alle aldre. Det var lige nøjagtig, hvad Hobro Havn var omdannet til lørdag, da besætningerne på 30 aldrende træskibe havde sat hinanden stævne til åbningen af ”Nordisk Sejlads” - en venskabelig kappedyst for gamle danske, svenske og norske træskibe.
De gamle, traditionelle træskibe ankom til Hobro fredag og lørdag for søndag at drage ud på første etape mod Öckerö på den svenske vestkyst.
Nordisk Sejlads
De tre værtshavne er Hobro, Öckerö i Sverige og Kragerø i Norge.
Nordisk Sejlads slutter om en uge - søndag 10. juli.
Den officielle åbning var lagt i hænderne på borgmesteren i Mariagerfjord, Mogens Jespersen, som glædede sig over, at Hobro for tredje gang er værtsby.
- Det er en stor fornøjelse at se 30 gamle skibe og besætningerne her på havnen, lød det fra kommunens førstemand.
Efter Mogens Jespersens officielle åbning sørgede Hobro Borgervæbning for kanonsalut, der gav genlyd over hele byen - og så var der ellers lagt op til en lang række aktiviteter og underholdning på havnen.
Erland Arntzen Dale fra Norge, som sidder i styregruppe for Nordisk Sejlads, glæder sig over, at sejladsen - efter at have været nede i en bølgedal - nu deltagermæssigt er på vej op igen.
- Sidste år var der kun 15 skibe med - i år har vi fordoblet. Og planen er, at vi i løbet af de kommende år igen skal op på godt 40 skibe, som var deltagerantallet, da sejladsen havde sin storhedstid i 90’erne, sagde han.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.