Trafikpolitik

300.000 kroner tabt på lodsskib

Frontfigurer i den konkursramte turistforening har opgivet slaget om "Lodsen 4"

HALS:Formanden for den konkursramte turistforening i Hals Kommune, Bo Eiriksson, og den i dén forbindelse fyrede turistchef, Jens Møller, er blandt de syv, der i dag sidder tilbage med et tab på 300.000 kr. i forlængelse af konkursen. Det slår klart, efter at de ovennævnte og fem andre fra den tidligere turistforenings-bestyrelse har opgivet at få penge for turistforeningens skib, "Lodsen 4", som kurator i det konkursramte turistforenings-bo, Hanne Bruun Jacobsen, tidligere i år solgte til en lokal lods i Hals. Bo Eiriksson, Jens Møller & Co. mente, at dette salg skete, selv om "Lodsen 4" i deres øjne var at betragte som deres. Denne opfattelse havde de, fordi de i sin tid fik oprettet en kassekredit i Hals Sparekasse. Den var på 300.000 kr., så der dér kunne hentes penge til at købe det gamle lodsskib for efterfølgende at renovere det, så det for turistforeningen kunne komme til at tjene som et skib til brug for både mindre turistsejladser og som et kommunalt flygtninge-projekt. Direkte overført Kæden i forhold til Bo Eiriksson & Co.'s ejerskab røg dog juridisk af, da skødet på båden ved købet blev overført direkte til turistforeningen i stedet for til de syv, der havde købt båden. At skødet blev overført direkte til turistforeningen skete, fordi der ved endnu en transaktion fra Bo Eiriksson & Co. til turistforeningen skulle have været foretaget et nyt og fordyrende syn - en udgift, som de syv købere ikke fandt nødvendigt at påføre turistforeningen, fordi det hele tiden var tanken, at det var i turistforeningens regi, at "Lodsen 4" skulle operere. Da det efter turistforeningens konkurs kom frem, at kurator Hanne Bruun Jacobsen, betragtede "Lodsen 4" som konkursboets ejendom, og at hun havde i sinde at sælge den så hurtigt som muligt, fik det Bo Eiriksson & Co. til at kontakte en ekspert i erstatningsret for at høre, om der for dem var noget at gøre for at redde sig ud af den uventede økonomiske kattepine. Men det var der altså ikke. En lærestreg - Uanset hvad vi kunne finde på at gøre for at få fat i vores penge, så vil det medføre, at pengene tilfalder boet, og så vil vi ikke bruge penge på noget, som vi ikke får noget ud af. Det vil være at kaste gode penge efter dårlige, og vi må i stedet tage det her som en lærestreg, konstaterer Bo Eiriksson, der ud over den økonomiske bét ærgrer sig over hele udgangen på "Lodsen 4"-historien. - Det er ærgerligt at tænke på, at båden ikke var medvirkende til turistforeningens konkurs. Den kørte jo med overskud og fungerede fint. Problemet var bare, at vi aldrig fik de 200.000 kr., vi var blevet lovet af Friluftsrådet, fortsætter Bo Eiriksson, der samtidig kan konstatere, at han selv og de seks kolleger med penge i klemme kunne have undgået dette ved at have indføjet en klausul i forbindelse med overdragelsen af "Lodsen 4" til turistforeningen. Denne klausul skulle ifølge Bo Eiriksson have gået på, at den endelige overdragelse fra de syv købere til turistforeningen var betinget af, at de lovede penge fra Friluftsrådet kom i hus. - Men det var vores sagfører ikke smart nok til at tænke på - og det samme gælder for os, bemærker Bo Eiriksson, der i samme åndedrag også udtrykker en mere generel frustration i forbindelse med turistfremmearbejdet i kommunen. - Det værste ved det hele er næsten, at det hele kunne have været undgået. I øjeblikket står vi jo i en situation, hvor den nye turistforening har et helvedes bøvl med at komme på benene, og det er ærgerligt, for den gamle kørte jo, siger han - og tilføjer: - Det kan godt være, at nogle mente, der skulle en ny bestyrelse til, og det er, hvad det er, men vi havde et godt netværk og nogle gode folk med erfaring i folden, og de folk får man aldrig tilbage.