EMNER

300 besøgte hobby- og julemarked

Ingstrup Hobbyforenings marked er flyttet permanent til Vrensted Forsamlingshus

VRENSTED:Mindst 300 kiggede inden for, da Ingstrup Hobbyforening holdt sit hobby og julemarked, der i år var flyttet til Vrensted Forsamlingshus. Formand, Kirsten Ditlevsen, Ingstrup, oplyser, at flytningen bliver permanent, efter at der har været problemer omkring leje af Ingstrup Forsamlingshus. - Selv om vi havde indgået aftale om leje af huset, var der optaget, da vi skulle bruge det, siger hun. 18 medlemmer udstillede ting, som de fremstiller i fritiden. Foreningen har en snes medlemmer. Den har eksisteret i en halv snes år, og hobbyudstillingen har eksisteret lige så lang tid. Medlemstallet er støt stigende. I år er der således kommet fire ny medlemmer. Foreningen har medlemmer i en stor del af Vendsyssel. Der kunne købes næsten alt, hvad hjertet begærer. Der var julenisser i hundredvis, syltede agurker, syltetøj, hjemmestrikkede sokker og trøjer, julemærker og ting i træ. - Det er mange forskellige ting, vi arbejder med, siger Kirsten Ditlevsen, der selv fremstiller gimpenisser - strikkede nisser - året rundt. - Vi sælger også året rundt, fortæller Kirsten Ditlevsen, der er med på blandt andet markederne i Løkken og Sindal. - Vi bliver aldrig trætte af nisser. Kirsten Ditlevsen havde flere konkurrenter, når det gjalt nisser. - Men der er jo også snart jul, bemærker Kirsten Ditlevsen. Medlemmerne har ytret ønske om også at holde et forårsmarked. - Så det bliver måske til påske, fortæller Kirsten Ditlevsen.Af mere specielle ting var Jane Jacobsen fra Tranget ved Tårs. Hun og hendes mand har gennem en halv snes år arbejdet i glas. - Det begyndte med, at vi malede på vaser, men i fem år har vi arbejdet i glas. Vi bruger termoruder, som vi skiller ad. Der lægges farver på, og så kommer tingene i en keramikovn, hvor der er 820 grader, fortæller Jane Jacobsen.