Børnepasning

300 børn med til at lave skulptur KREATIVITET: Kunstgruppe skal skaffe godt 200.000 kr. til udsmykning ved multihus

SKOVSGÅRD:Skovsgård-egnens 300 børn fra skolen, dagplejen og børnehaven vil blive inddraget i udarbejdelsen af en stor skulptur, der skal opstilles foran byens kommende multihus, som er under opførelse ved siden af hallen og ventes færdigt i december. Et kunstudvalg bestående af seks kvinder har kontaktet Mygdal-kunstneren Marit Benthe Norheim og fået hende til at lave udkast til en skulptur. Ideen er så, at hver af de 300 børn skal lave et relief, som skal indlægges som mosaik i skulpturen. Kunstgruppen har fået ideen fra Sæby, hvor Marit Benthe Norheim har lavet en stor skulptur - Fruen fra Havet - med indlagte reliefter lavet af byens børn. Skulpturen, der skal stå på forpladsen ved Skovsgårds hal og multihus, bliver i beton og kommer til at hedde Bevinget. Den kommer til at bestå af tre kvindefigurer siddende på et sæt vinger. Figurerne bliver i 1,80 meters højde og formet, så børnene kan sidde på skødet af dem. Skulpturen skal symbolisere, at børnene har deres rødder i Skovsgård, og at de på et tidspunkt får vinger og flyver ud i verden. Når børnene siden hen vender hjem til Skovsgård, kan de kigge på skulpturen og deres egne relieffer og mindes deres barndom og opvækst. Kunstgruppen er gået i gang med at skaffe penge til projektet. Den samlede pris bliver godt 200.000 kr. Gruppen har allieret sig med Brovst Kommunes fundraiser, Lars Haagensen, for at få lavet en plan for, hvilke fonde, pengeinstitutter og virksomheder, der kan søges midler fra. Kunstgruppen har i første omgang fået 7000 kr. fra kulturudvalget og 18.000 kr. fra Forum for Udvikling. Ledere fra skolen, dagplejen og børnehaven har sagt god for, at børnene bliver iddraget i kunstprojektet. På et tidspunkt bliver der et fælles arrangement, hvor skulpturens skaber, Marit Benthe Norheim, vil fortælle børnene om projektet og inspirere dem. Børnenes figurer skal laves i ler, og de vil blive brændt i samarbejde med lokale keramikere.