Ældreforhold

- 300 kr. er mange penge for en pensionist

Esther Andersen på 94 år synes, det er småligt at tage tilskudet fra de ældre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De ældre bruger både deres hænder og får en sludder, når de mødes i aktivitetscentret. Foto: Mar­tin Dam­gård

SEJLFLOD:- Hovedet fungerer godt, men det gør benene ikke. Men jeg skal ikke klage, de har jo gået meget, fortæller Esther Andersen. Hun bor og klarer sig stort set selv. Men hun er født i 1912, og én lille ting er hun meget afhængig af. Det er den taxa, kommunen tilbyder hende, når hun skal til og fra aktivitetscentret i Storvorde. Meget af folkepensionen Der tager Esther Andersen ned hver mandag og fredag. Der er knap en kilometer hver vej, og Esther Andersen tager som de fleste andre brugere en taxa til og fra centret, ofte i fællesskab Udsigten til måske at skulle betale for transporten af egen lomme sætter gang i snakken over kaffen. - Nogle mener, de ikke har råd til det. Når man kun har sin folkepension, så er 300 kroner meget, siger Esther Andersen. - Jeg kæmper ikke så meget for mig selv, for jeg kan godt få råd til det. Men jeg vil da overveje, om det er det værd. Rart at komme ud Det er ikke usædvanligt, at aktivitetscentret i Storvorde har 30 besøgende på én dag. Her har de ældre gang i forskellige kreative projekter, og så drikker de kaffe og spiller spil sammen. - Det er godt at mødes med andre, og få en snak med dem, der ikke er alt for forkalkede, siger Esther Andersen med et drilsk smil. I aktivitetscentret maler hun på silke, men derhjemme holder den 94-årige sig selv i gang ved at læse bøger og løse kryds og tværs. Tv-programmer som ”Scenen er din” og ”Deal/No Deal” er hendes tid dog for kostbar til. - Jeg ser ikke alle de skøre underholdningsprogrammer, siger Esther Andersen med eftertryk. Det er småligt Hendes ansigtsfolder bliver mere alvorlige, når snakken falder på taxabesparelsen. - Det er småligt af Aalborg Kommune. Hvorfor skal vi spare? Man praler med, vi kan købe hele verden. Jeg synes, det var bedre at købe noget til os selv, understreger Esther Andersen. Hvis idéen gennemføres, kommer det til at betyde, at hun skal betale 325 kroner for omkring 16 kilometers transport hver måned. Det synes hun er en dårlig idé, men dvæler dog ikke ved livets mindre problemer. - Jeg har det godt og er stadig glad for at være her.