300 nye job i byggeriet

Hjørring Kommune vurderer, at ambitiøse anlægsinvesteringer i 2012 og 2013 vil skabe de nye job.

Allan Vinding Sørensen,
Der bliver gang i byggeriet næste år og i 2013 takket være mange investeringer. Arkivfoto: Lars Pauli
Lokalpolitik 18. december 2011 09:57

I både 2012 og 2013 giver kommunale og almennyttige anlægsinvesteringer i bygninger 250-300 nye job i byggeriet i Hjørring kommune. Det viser beregninger af jobeffekten, som Hjørring Kommune har foretaget. De mange job er blandt andet resultat af, at kommunen næste år fordobler investeringerne. Der skal blandt andet renoveres skoler og dagsinstitutioner. Der skal således bygges ny børnehave i Sindal og Ulvkjærskolen i Hirtshals skal indrettes med tandpleje og daginstitution. Et fuldstændig enigt Hjørring Byråd står bag det rekordstore anlægsbudget på 143 millioner kroner for 2012. Dertil kommer 112 millioner kroner, som man ikke han nået at bruge i år. Disse 112 millioner "rulles" videre til 2012. Næste år vil man således komme op på et anlægsbudget på over 250 millioner kroner. Det er byrådets håb at investeringerne vil give en slags lokal kick-start af økonomien og beskæftigelsen. - Vi frygtede, at finanskrisen ville kradse ekstra meget i 2012, men nu ser det ud til at 2013 heller ikke bliver for godt. Det er derfor et enigt byråd sætter gang i hjulene, siger borgmester Arne Boelt (S). Det er dog ikke kun de kommunale investeringer, som giver jobeffekten. Man nyder også godt af, at lokale boligforeninger har sat almennyttige boligprojekter i gang for 310 millioner kroner. På Svanelundsbakken bygges der 100 boliger. Af disse boliger er 60 ældreboliger og 40 er seniorboliger, som man havde rejsegilde på så sent som torsdag. Svanelundsbakken er et byggeri til 164,2 millioner kroner. Desuden bygges der et højhus på Svanelundsbakken til 88,5 millioner kroner. Det rummer 52 almene familieboliger. På Hjørrings såkaldte "Garnigrund", tidligere kaldt byens skamplet med et tomt og nedslidt byggeri, bygges der 42 nye boliger for 58,0 millioner kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...