300 personer er anholdt i største aktion mod mafia i 27 år

Det italienske politi har anholdt mere end 300 personer, der er mistænkt for en række mafia-forbrydelser.

ROM:Over 300 personer er blevet anholdt torsdag i en omfattende aktion mod den italienske region Calabriens mafia kaldet 'Ndrangheta.

Det oplyser italiensk politi, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

Politiet omtaler aktionen som den største mod den italienske mafia siden 1980'erne.

- Det er den største operation siden Palermo Maxi-retssagen, siger chefanklager Nicola Gratteri og henviser til en stor sag mod den sicilianske mafia, der varede fra 1986 til 1992.

De anholdte er mistænkt for forbrydelser, herunder drab, afpresning og hvidvask af penge. I alt er 416 personer under politiets mistanke.

'Ndrangheta-mafiaen består af forskellige magtfulde familier i Calabrien-regionen, hvis medlemmer blandt andet står bag mordet på den populære politiker Francesco Fortugno i 2005.

I forbindelse med anholdelsen har politiet beslaglagt våben, lejligheder, barer, hoteller, selskaber og en fond.

Over 2500 politifolk deltog i aktionen. Politiet har desuden beslaglagt 15 millioner euro svarende til mere end 110 millioner danske kroner.

Ifølge det italienske nyhedsbureau skulle der være politikere, advokater, revisorer og embedsmænd blandt de anholdte.

Både italienere, folk fra Tyskland, Schweiz og Bulgarien er blandt de anholdte.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.