EMNER

300 procent flere svenskere i Danmark

De danske arbejdsgiveres rekrutteringskampagne i Skåne kan nu ses i statistikken.

Alene i september blev 537 svenskere rekrutteret til danske jobs, hvilket er en stigning med 300 procent sammenlignet med september 2005, oplyser Øresundsinstituttet. Meget taler for, at den store stigning fortsætter over hele efteråret. I september holdt danske arbejdsgivere flere velbesøgte rekrutteringsdage i Malmø og Helsingborg for svenske arbejdssøgende, og lignende aktiviteter er planlagt for oktober og november. Øresundsinstituttets adm. direktør Anders Olshov roser de danske arbejdsgivere: -Statistikken viser, at det betaler sig at være aktiv. De arbejdsgivere, som gør en indsats og tager kontakt med Øresund Direkt eller den svenske arbejdsformidling og arrangerer rekrutteringsdage i Skåne, får nye ansatte. Flere danske arbejdsgivere kommer til at være aktive fremover. Især Københavns erhvervsliv vil få store fordele ud af denne mulighed," siger Anders Olshov.