300 travede det nye år i møde

Stor opbakning til Hjerteforeningens nytårsmarch i Sæby

Privatfoto
Sæby 1. januar 2016 16:33

SÆBY: Over 300 nytårsfriske deltagere i alle aldre var mødt op, da Hjerteforeningen i Sæby traditionen tro arrangerede en frisk travetur på årets første dag. De blev budt velkommen af lokalformanden Kisser K. Olsen, som benyttede lejligheden til at slå et slag for en sund livsstil med bl.a. friske gåture.

Mange valgte at trave den lange tur på ca. 4,5 km – andre den korte på godt 3 km – ad Hjertestien gennem Gybels Plantage.

Undervejs gik snakken lystigt, og der var rig lejlighed til at ønske hinanden godt nytår.

Efter turen var Hjerteforeningen i Sæby vært ved en lille forfriskning i form af varm eller kold kakao.

I øvrigt står Hjerteforeningen i Sæby for hver tirsdag formiddag kl. 10 at afvikle en tilsvarende gåtur for dem, der har lyst til lidt frisk motion og samtidig få pulsen i vejret.

Der er start fra P-pladsen ved indgangen til Gybels Plantage fra Kjeldgårdsvej.

Tilmelding er ikke nødvendig; man møder bare op.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...