3000 kvinder løb for livet

Minister i slanket udgave brugte Smuk Kvindeløb til at advare om landets sundhedsmæssige forkerte kurs. Se billeder fra løbet.

Niels Brauer
Smuk kvindeløbet sparkede tirsdag aften Aalborg i rødt i gang. Flere tusinde mødte op. Foto: Claus Søndberg.
Atletik 1. september 2009 22:17

Se billeder fra løbet her Den motionsivrige sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) havde gerne taget løbeskoene på selv, men i erkendelse af, at han ikke opfyldte kriterierne, måtte han nøjes med at affyre startpistolen, da han med regntunge skyer i horisonten tirsdag aften sendte 3000 repræsentanter for det smukke køn af sted i det fem kilometer lange Smuk Kvindeløb på havnen i Aalborg. Overvældende interesse Det er tredje gang, at Aalborg Orienteringsklub arrangerede Smuk Kvindeløb på Aalborgs nye havnefront, og interessen for at deltage var igen overvældende. Allerede for to måneder siden lukkede arrangørerne for tilmeldingen, idet de 3000 kvinder, som er det maksimale, hvis løbet skal afvikles uden for megen kø og trængsel på startstedet ved restaurationsskibet Elbjørn og videre ud på ruten langs havnen mod vest og tilbage igen. Markerede åbning Løbet markerede samtidig åbningen af eventen Aalborg i Rødt, hvor temaet i år er sundhed og miljø. Hvad angår første halvdel af temaet brugte Jacob Axel Nielsen minutterne før han fyrede pistolen af til at advare om konsekvenserne for nationens generelle sundhedstilstand og den forkerte retning, danskerne under ét bevæger sig i på det punkt. Livsstilssygdomme i vækst - 40 procent af alle sygdomme og tilfælde af for tidlig død er i dag livsstilsbetingede. Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at det tal for Danmarks vedkommende er steget til 70 procent i 2020, hvis vi ikke gør noget, fastslog ministeren og påpegede, at en kursændring kræver en indsats i børnehaver, skoler, på arbejdspladser og for den enkelte. Stående på Elbjørn med udsyn over 3000 hovedsageligt veltrimmede kvinder erkendte han dog over for NORDJYSKE, at lige netop de ikke repræsenterede målgruppen. Under tyve minutter Første deltager i mål var Zenia H. Mogensen med tiden 19 minutter og 47 sekunder. Bente Christensen tog 2.-pladsen med 20 minutter og 16 sekunder, mens 21 minutter og 18 sekunder sikrede Melissa Andreasen en plads som nummer tre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...