3100 rockede på dyrskuepladsen
Arrangørerne er tilfredse med årets VesterhavsRock, som tilsyneladende kommer ud med et plus

Regnskabet er ikke endeligt gjort op, men det lader til, at VesterhavsRock 2015 kommer ud med sorte tal.
FJERRITSLEV:Fintællingen er ikke helt færdig, men arrangørerne regner med, at der var 3100 koncertgæster til årets VesterhavsRock. Det er et par hundrede mindre end sidste år.
- Vi er tilfredse, men vi havde dog håbet på at komme op på samme antal som sidste år, for musikken og dagen var jo bare til det, siger bestyrelsesformand for VesterhavsRock, Søren Mortensen, et par dage efter Jammerbugtens store havefest er overstået.
Det er for tidligt at sige noget om koncerten gav overskud og dermed om de fem idrætsforeninger, som står bag, får en økonomisk håndsrækning.
- Vi venter stadig på nogle regninger fra blandt andre Tuborg og Godik, så vi kan ikke sige noget om, hvordan økonomien ser ud på nuværende tidspunkt, siger Søren Mortensen.
Årets musikbudget var på 1,15 millioner kroner, hvoraf TV-2 var det dyreste band.
Musikvalget lod også til at falde i god jord blandt publikum.
- Der er jo mange meninger om musikvalget, men vi har generelt fået en god respons. Vi vil jo gerne dække så mange aldersgrupper og musiksmag som muligt, siger Søren Mortensen.
Oprydningen efter koncerten gik rask til. Hele søndag var over 50 folk i sving med at få pladsen til at se ordentlig ud igen.
- Det er bare herligt, at der var så mange, der deltog i det arbejde, så stor ros til foreningerne, siger Sørens Mortensen. Bestyrelsen bag VesterhavsRock holder møde 16. august, hvor de vil diskuterer ændringer i forbindelse med næste års koncert.
- Vi har gået og snakket lidt om, at vi synes festen blev spredt lidt for meget. Men der bliver ikke tale om store ændringer, siger Søren Mortensen.
Næste gang bliver 6. august 2016.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.