32-årig mand forsøgte at stikke af fra politiet

Tyverier 18. oktober 2002 08:00
AALBORG ØST: En 32-årig mand fra Aalborg Øst blev natten til i går anholdt og sigtet for en lang række lovovertrædelser. Anholdelsen skete efter en biljagt i det østlige Aalborg ved 01-tiden. En politipatrulje kom på sporet af manden, da han holdt i en bil på samkørsels-parkeringspladsen ved motorvejstilslutningen på Th. Sauers Vej. Betjentene ville tjekke ham rent rutinemæssigt, men det havde han tydeligvis ikke den store lyst til, for da betjentene nærmede sig, stak han af fra stedet og flygtede i høj fart ad Egensevej. Jagten sluttede dog kort efter i Pontoppidanstræde i universitets-kvarteret, da manden kørte ind i en lygtepæl. Den 32-årige blev sigtet for tyveri af bilen, ligesom politiet har mistanke om, at han var påvirket af et eller andet. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven, fordi han ifølge politiets oplysninger blev fundet i besiddelse af en lang dykkerkniv. Politiets vagthavende oplyser, at manden også er mistænkt for forsøg på indbrud, da der i bilen blev fundet en del værktøj af den slags, som ofte anvendes til indbrud.tino
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...