32-årig mand overlevede to timer i havet
SOK satte tre redningsbåde og helikopter i aktion for at finde personer fra kæntret kajak
Opdateret 24. maj 2013 kl. 10:47
SÆBY: En 32-årig mand slap torsdag eftermiddag yderst heldigt fra et to timer langt ophold i havet ud for Sæby, hvor han faldt ud af sin kajak.
Søværnets Operative Kommando blev alarmeret klokken 15.01.
En person kunne se noget grønligt drive rundt cirka en sømil fra land og mente, det var en jolle.
Fandt nøgler i kajakken
Redningsbåden i Sæby blev sat i vandet og fandt frem til kajakken.
- I den fandt man nogle bilnøgler og fik derfor mistanke om, at der havde været personer i den, oplyser vagtchef Bent Højgaard, Nordjyllands Politi.
I alt tre redningsbåde fra også Skagen og en helikopter blev sat ind i SOK´s redningsaktion.
Reddede sig selv i land
Omkring klokken 15.51 blev der så observeret en mand, der kom gående på stranden.
Helikopteren blev dirigeret til stedet og fik kontakt til den 32-årige mand, som havde været på havet i kajakken, og som havde reddet sig selv i land.
- Han var forkommen og underafkølet og blev fløjet til Aalborg Universitetshospital, oplyser Bent Højgaard.
12 grader koldt vand
Efterfølgende viser det sig, at manden er sejlet fra Sæby Ro- og Kajakklub havde opholdt sig i det blot 12 grader varme vand cirka i to timer.
- Det er kun fordi, han har været iført den helt rigtige beklædning, at han har overlevet, siger stabsvagten hos SOK. Den 32-årige bar redningsvest og var iført en neoprendragt - der er en våd - eller tørdragt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.