Vold

32-årig tæskede veninde i genbos indkørsel

Håndskrevet brev spillede stor rolle i retssag om vold mod kvinde i Veddum

TERNDRUP:Et forsoningsbrev fra offeret, som skulle have været forsvarerens trumfkort, endte med at ramme den tiltalte som en boomerang, da retten i Terndrup i går afsagde dom i en sag om vold. En 32-årig mand fra Thy blev idømt ti måneders fængsel for et overfald, som udspillede sig foran flere skræmte vidner i Veddum i begyndelsen af februar. Manden, der havde været varetægtsfængslet siden 4. februar, boede midlertidigt hos en kvinde, som han havde kendt i længere tid. Forholdet var platonisk, men manden håbede på, at det kunne blive til mere. 3. februar havde parret besøg af kvindens bror, og der blev drukket tæt. Den tiltalte og kvindens bror kom pludselig op at toppes. Den 32-årige mente, at broderen talte nedsættende om søsteren, og derfor røg de to mænd i totterne på hinanden. Broderen forlod kort tid efter huset, men på det tidspunkt var der ingen dårlige vibrationer, forklarede han i retten. Alligevel blev kvinden bange for sin logerende og ville forlade huset sammen med sit barn, men den 32-årige fik fat i veninden og væltede hende om i entreen. Ifølge kvinden tog han kvælertag og tildelte hende flere knytnæveslag. Det lykkedes kvinden at flygte over til en genbo, men hun blev hurtigt fundet af den tiltalte, der skubbede hende ind i en brændestabel i genboens indkørsel. Derefter slæbte han hende hen over gruset, mens han slog hende. Til sidst satte han sit knæ mod hendes strube, mens flere vidner prøvede at stoppe mandens voldelige fremfærd. Overfaldet sluttede først, da genboen slog den 32-årige med en pind fra brændestablen og fik hjælp fra to andre mænd til at holde voldsmanden fast, indtil politiet ankom en halv time senere og anholdt ham. Samme håndskrift Den tiltalte nægtede sig skyldig i den grove vold og mente, at han blot havde holdt fast i kvinden for at få hende til at blive rolig, så han kunne forklare hende om slåskampen med broderen. Han var overbevist om, at veninden havde tilgivet ham, og i retten viste han et håndskrevet brev, som han påstod, at hun havde skrevet til ham dagen efter overfaldet. I brevet gav kvinden udtryk for, hun var bange for den 32-årige, men at hun stadig holdt af ham, og at hun endda var gravid. Kvinden nægtede dog alt kendskab til brevet og understregede, at det ikke var hendes skrift. Anklager Philip Pagter sammenlignede forsoningsbrevet med et andet brev, som den 32-årige havde skrevet, og han mente, at håndskriften var den samme. Dermed såede han kraftig tvivl om den tiltaltes troværdighed. - Der er et betydeligt sammenfald mellem de to breve, sagde Philip Pagter i sin procedure, mens forsvarer Søren Maarup var overbevist om, at kvinden lige så godt kunne havde skrevet det famøse brev. Domsmandsretten fandt den 32-årige skyldig i anklagerne om vold af særlig farlig karakter og idømte ham ti måneders fængsel. Oven i købet skal han betale 2.500 kroner i erstatning til offeret. Fængselsstraffen blev umiddelbart efter anket til formildelse, og da dommer Dorthe Petersen samtidig besluttede at opretholde fængslingen af manden, indtil sagen kommer for Landsretten, blev dette også kæret.