Pelsdyravl

32-årig topscorer på skindudstilling

Erfarne avlere sikrede sig de fleste præmier, men nyere avlere blander sig også i kamp om de bedste placeringer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De syv dom­me­re var to dage om at be­døm­me de man­ge skind, og i går ef­ter­mid­dag var ud­stil­lin­gen åben for of­fent­lig­he­den. foto: mar­tin dam­gård

FJERRITSLEV:Det er en række erfarne avlere, der har sikret sig de fleste ærespræmier på Han Herred Pelsdyravlerforenings udstilling på Fjerritslev Kro. Men en række nyere avlere er også begyndt at blande sig i kampen om de bedste placeringer. Mark Juul Andersen, Tranum, blev topscorer med 10 af de 70 ærespræmier. Mark Juul Andersen er kun 32 år, men har stor erfaring som pelsdyravler. Allerede som otteårig begyndte han at hjælpe på sin morfars farm, derefter har han været fritidsfarmer i mange år og fuldtids minkavler de seneste tre år. Den første tid som fuldtids har han haft sine dyr hos sin storebror Rene Juul Andersen, Trindbjerg ved Brovst, men han har nu indrettet egen farm på en ejendom på Hjortdalvej ved Tranum. Mark Juul Andersen, der tidligere har været blandt topscorerne med op imod en halv snes ærespræmier, glæder sig over det gode resultat og fortæller om det forløbne års avlsarbejde: - Jeg har satset på store mink, bedre kvalitet og korthårede skind. Resultaterne nås bl.a. gennem godt foder og tilførsel af nyt blod ved anskaffelse af nye avlsdyr. Mark Juul Andersen er også glad for den store præmiehøst set i lyset af, at han i det forløbne år har solgt mange avlsdyr. Andre topscorere på udstillingen er Niels Arne Christensen, Fjerritslev, med ni ærespræmier, Rene Juul Andersen, Trindbjerg, otte ærespræmier, Paul E. & Jacob Andersen I/S, Fjerritslev, syv ærespræmier, og Mogens Kristiansen, Birkelse, fem ærespræmier. Paul E. & Jacob Andersen I/S udmærker sig yderligere ved, at de har opnået seks førstepladser i de i alt 21 skindkategorier, og ud over ærespræmier er de tildelt fire af udstillingens fem pokaler. Dommernes grundighed dokumenteres bl.a. ved, at en enkelt udstiller er blevet diskvalificeret. Det kan skyldes bid på skindet eller fejl opstået på pelseriet. Skindene vurderes ud fra tre kriterier, fortæller pelsdyravlerforeningens formand Carsten Jensen. Kvalitet, størrelse og renhed. I går eftermiddag var udstillingen åben for offentligheden, og mange kom for at kigge på de flotte skind. I aftes var der fest på Fjerritslev Kro for avlerne med ledsagere. Inden middagen kommenterede overdommer Peter Christensen, Gjøl, årets udstilling, og efter spisningen blev der uddelt præmier.