32 afrikanske prostituerede anholdt

Aktion mod ulovlige prostituerede i Danmark

Arkivfoto

Arkivfoto

KØBENHAVN:Natten til torsdag slog politiet til, og anholdt i en koordineret aktion 32 udenlandske kvinder, som arbejder som prostituerede i København. Det fortæller vicepolitiinspektør Henrik Sommer fra Station Amager.

- Dem vi tog fat i gjorde stor modstand. Hvis de er her på ulovligt grundlag, ved de godt, at en anholdelse er første skridt mod en flybillet hjem, siger Henrik Sommer.
Indtil videre er 10 af de 32 kvinder løsladt, fordi de havde orden i opholds- og arbejdstilladelse og kunne bevise, at de har penge nok til at leve i Danmark.
Eksperter i menneskehandel er inviteret med til samtalerne, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Sommer.
- Hvis der er eksempler på menneskehandel, vil vi forsøge at finde bagmændene, siger Henrik Sommer.

Ulovligt arbejde

Torsdag eftermiddag ved han endnu ikke, om der skal rejses sigtelse mod nogle af de 22 for eksempel for ulovligt arbejde - altså ved at prostituere sig på Vesterbro.

Muligvis vil nogle af dem blive fremstillet i forhør i Dommervagten med krav om fængsling.
Under den natlige aktion mod kvinder på især Istedgade fik ordensmagten langt fra fat i alle.
- Op mod 20 lykkedes at komme væk, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Sommer.
Han forklarer, at politiet har set et stigende antal afrikanske kvinder i området omkring Istedgade, som åbenlyst tilbyder seksuelle ydelser til forbipasserende, og at aktionen er den første i en række aktioner.

Søger bagmændene

- Vi skal finde ud af, hvor mange af dem der er her ulovligt. I afhøringerne vil vi også prøve at finde ud af, om nogle af kvinderne er handlede, siger Henrik Sommer.

For selvom det er ulovligt at prostituere sig i Danmark uden opholds- og arbejdstilladelse, er prostituerede som er ofre for menneskehandel en anden sag.
- Hvis vi ser tegn på, at der er handlede kvinder iblandt dem, vil vi naturligvis forsøge at gå bag om den umiddelbare prostitution og se, om vi kan finde bagmændene, fortæller Henrik Sommer.
Henrik Sommer ved endnu ikke, hvor mange af de anholdte der er ofre for menneskehandel, men han håber, at torsdagens afhøringer kan kaste lys over omfanget og vise, om der er behov for at sætte ind på flere områder. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.