321 positive lyntest på nytårsdag med manglende testiver

Interessen for at få foretaget en lyntest var lille 1. januar, viser tal fra private udbydere.

Det har siden midten af december været muligt at få foretaget gratis lyntest hos flere private udbydere. (Arkivfoto)

Det har siden midten af december været muligt at få foretaget gratis lyntest hos flere private udbydere. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:På den første dag i 2021 var det ikke en coronalyntest, de fleste danskere tænkte på.

Der blev 1. januar foretaget 9418 lyntest. Det er det laveste antal lyntest foretaget på en dag siden 15. december.

321 af prøverne var positive for coronavirus. Det svarer til en positivprocent på 3,41, viser tal fra de fire private udbydere - Falck, SOS, Carelink og Copenhagen Medical.

I jule- og nytårsdagene har testantallet svinget meget. Antallet har ligget på godt 90.000 på dagen med flest test. Og 1. januar var der altså blot 9000 test.

Divisionsdirektør hos SOS Karin Tranberg forventer dog en stigning i testantallet efter nytår.

- Vi ser samme tendens som hen over jul, hvor der var stille lige efter jul og så øget testantal dagene før nytår, siger hun.

Ifølge Karin Tranberg er en af grundene, at mange ventes at lade sig teste, inden de skal tilbage på arbejdspladsen.

Også ambulancedirektør hos Falck, Jørgen Mieritz, forventer en stigning af test efter nytår.

Falck står i øjeblikket for størstedelen af lyntestene. Fredag gennemførte Falck på sine tæt på 50 teststeder 6628 lyntest fredag.

Lyntestene, der egentlig hedder antigentest, giver svar på, om man her og nu er smittet med covid-19.

Den slags test foretages ved podning gennem næsen, og svaret kommer efter 15-30 minutter.

Lyntestene er dog ikke lige så sikre, som de pcr-test de offentlige testcentre tilbyder. Derfor frarådes det at benytte lyntest, hvis man har symptomer på coronasmitte.

Sikkerheden er ifølge en ekspertgruppe hos Statens Serum Institut (SSI) 70-80 procent for, at man ikke er smittet, hvis testresultatet er negativt, mens man kan stole på resultatet, hvis det viser, at man er smittet med coronavirus.

Til sammenligning vurderes en pcr-test at have en sikkerhed på 98 procent.

Det har siden midten af december været muligt at få foretaget gratis lyntest hos flere udbydere. Staten indgik en aftale om op mod 100.000 daglige test for at øge kapaciteten af test.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.