33 års lærergerning nu slut

Stor afskedsreception for Torkild Søgaard på Sortebakkeskolen

Ole Jensen
Tor­kild Sø­gaard har alle 33 år væ­ret klas­se­læ­rer for over­byg­nin­gen på Sortebakkeskolen.
Aalborg 1. september 2006 06:00

NØRAGER: I går præcist klokken 12.45 afsluttede lærer Torkild Søgaard efter 33 års virke sin sidste undervisningstime på Sortebakkeskolen i Nørager i 7 b, og her i eftermiddag er nuværende og tidligere kollegaer klar til at give ham et behørigt farvel ved en stor afskedsreception på skolen. - Her efter sommerferien har jeg afløst kollegaer med undervisning i flere forskellige klasser, men ellers har jeg været klasselærer i overbygningen siden jeg blev ansat i 1973, fortæller Torkild Søgaard inden han skal ind til sidste time. Ved siden af klasselærerfunktionen har han undervist både i latin, tysk og engelsk samt de sidste 26 år været tilknyttet ungdomsskolen, de sidste 10 år som souschef. De sidste to år har han også ved siden af klasseundervisningen haft fast tilknytning til skolebiblioteket, primært med servicering af de ældste klassetrin. Nørager ved et tilfælde Torkild Søgaard har haft sin opvækst i Aalborg og blev efter tre år i Den Kongelige Livgarde optaget på Ranum Seminarium. - Ved livgarden var jeg vandt til at kommandere med andre, så det harmonerede jo godt med studierne og lærergerningen, pointerer han med et grin. På seminariet mødte han sin kone Mary, der også er lærer på Sortebakkeskolen. At parret begge endte på Sortebakkeskolen betegner Torkild Søgaard som et rent tilfælde. - Min kone var færdig to år før mig på seminariet og havde job på skolen i Farsø. Da jeg ikke kunne få mine linjefag der søgte vi begge skolen her i Nørager, hvilket vi aldrig har fortrudt, påpeger han. Hans to linjefag på seminariet var tysk og billedkunst, men det sidste har han kun praktiseret de to første par år på skolen. - Jeg har nemlig samtlige 33 år haft det bedst med at mine elever sad ned på deres stole under undervisningen, så set i bakspejlet tror jeg det har været godt for både mig selv og skolens elever, at jeg droppede billedkunsten, erkender Torkild Søgaard med et smil. Ikke et svært valg Beslutningen om at gå på efterløn som 60-årig tog han i januar i år. - Lige da jeg stod med papirerne var det lidt svært at forholde sig til muligheden. Før da var det jo altid alle andre og ikke mig selv, der skulle forholde sig til spørgsmålet. Men med to sønner og et barnebarn er jeg overbevist om sagtens at kunne udfylde min dagligdag fremover. mener Torkild Søgaard og tilføjer: - Vi holder begge meget af udenlandsrejser, så jeg har også planer om at supplere min tre år gamle HF-eksamen i russisk med andre fag. Dagens store afskedsreception gør ham på ingen måde nostalgisk. - Nej tværtimod glæder jeg mig helt vild til den, også fordi jeg har fået oplyst at der er tilmeldt over 70 tidligere og nuværende lærerkollegaer, lyder det med overbevisning i stemmen fra Torkild Søgaard, ny efterlønner i Nørager by.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...