33 i Danmark er blevet smittet med engelsk virusmutation

En mere smitsom virusvariant fra England er blevet påvist hos 33 i Danmark fra 14. november til 14. december.

KØBENHAVN:33 personer i Danmark er blevet bekræftet smittet med muteret virus fra England.

Det fremgår af et dokument fra Statens Serum Institut (SSI).

Mutationen er fundet i positive prøver mellem 14. november og 14. december, og den er fundet i 0,4 procent af de positive prøver fra den pågældende periode. Der kan være flere end de 33, vurderer seruminstituttet.

- Da der kun er sekventeret cirka 13,5 procent af det samlede antal positive i denne periode, vil det reelle antal, der kan være smittet med denne type i Danmark, være højere, står der i dokumentet.

Resultaterne tyder dermed ifølge SSI på, at der er samfundssmitte med den engelske virusvariant i Danmark. Det er dog på "et meget lavt niveau".

Der er tale om en virusstamme med navnet N501Y, som siden september har spredt sig i England.

Britiske forskere har vurderet, at den kan være omkring 70 procent mere smitsom end det almindelige virus. Der er dog intet, der indtil videre tyder på, at man får et mere alvorligt sygdomsforløb af det muterede virus.

Mutationen er fundet i det sydlige og sydøstlige England, herunder i London, og der er indført skrappe restriktioner i området for at bremse spredningen yderligere.

Indbyggerne her må kun holde jul med dem, de bor sammen med. Alle butikker og forretninger, der ikke er strengt nødvendige, har lukket.

Selv om virusmutationen menes at stamme fra England, kan de 33 bekræftede danske tilfælde ikke umiddelbart kobles til landet.

Kontaktopsporingen for de 33 patienter "tyder ikke på, at disse personer har relation til England eller har rejst i andre lande", skriver SSI.

Ser man på den geografiske spredning af de danske tilfælde, hører de fleste til i Region Hovedstaden, hvor 19 af de 33 bor.

Region Nordjylland er med 12 tilfælde den region med næstflest konstaterede tilfælde af virusmutationen.

Der er registreret et tilfælde i henholdsvis Region Syddanmark og Region Sjælland, mens Region Midtjylland er gået fri blandt de prøvesvar, som er blevet sekventeret.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.