33 udskrives fra sygehus efter gårdbrand
Skadelig røg og gasser i forbindelse med en gårdbrand på Langeland sendte folk på sygehuset

Arkivfoto
LANGELAND:Ingen af de personer, der blev indlagt efter at have inhaleret sundhedsskadelige gasser i forbindelse med en brand på Langeland, har taget alvorligt skade. Alle udskrives i løbet af tirsdagen. Det oplyser TV2 Fyn.
Den skadelige røg og gas opstod, da der mandag aften gik ild i en lade ved Humble. Køerne blev reddet ud, men halmballer og kunstgødning brændte i forbindelse med branden.
Både lokale hjælpere og politi- og redningsfolk måtte efterfølgende indlægges på sygehuset med åndedrætsbesvær efter at have inhaleret nitrøse gasser fra NPK-gødning.
Gasserne kan hverken ses eller lugtes, og derfor opdagede ingen de sundhedsskadelige gasser. Først senere oplever man symptomerne som irritation i forbindelse med vejrtrækning.
Søg læge ved irritation
I alt var 33 indlagt tirsdag morgen. Alle de 17, der var indlagt på Svendborg Sygehus, er atter udskrevet, oplyser tv-stationen.
De øvrige 16 er indlagt på Odense Universitet Sygehus, men ifølge ledende overlæge på fælles akutmodtagelsen, Michael Hansen-Nord, vil de alle blive udskrevet i løbet af dagen.
Lægerne råder dog fortsat folk, der har været til stede ved branden, og som oplever irritation, til at søge læge.
Branden på Tryggelev 70 i Humble blev opdaget klokken 17 mandag eftermiddag. Mange lokale kom tililende for at hjælpe med at redde malkekøerne.
/ritzau/