Narkokriminalitet

34-årig stadig sigtet men løsladt

34-årig mand anholdt i Hjørring afsoner anden dom

HJØRRING:Den 34-årig mand, der for en måned siden blev varetægtsfænglset og sigtet for at være i besiddelse af 31 gram kokain i Hjørring, er nu løsladt. Manden, der stammer fra Århus-området, er dog ikke en fri mand af den grund, han er nemlig nu i gang med at afsone en dom, han tidligere har modtaget i retten i Århus. Sigtelsen om overtrædelse af loven om euforiserende stoffer opretholdes dog, og den 34-årige kan således se frem til på et senere tidspunkt at skulle en tur til Hjørring igen for at forklare sig om den kokain, politiet i Hjørring 2. september fandt i hans bil. I forbindelse med grundlovsforhøret gjorde anklagemyndigheden det klart, man mente, at manden var i besiddelse af det narkotiske stof med videresalg for øje. Af hensyn til politiets videreefterforskning valgte dommeren på det tidspunkt at lukke døren for offentligheden, og kriminalinspektør Henri Gade, Hjørring Politi, kan i dag da også blot bekræfte, at politiet fortsat efterforsker narkosagen. - I den type sager er det almindeligt, at man ikke siger mere end højst nødvendigt, og det gør selvfølgelig efterforskningen svær, siger Henri Gade.