34 er anholdt i lokalt opgør i Frederikssund

Kæmpe efterforskning efter brand og vold mellem unge rockere og lokale unge. Nogle sidder fængslet i Jylland.

34 er anholdt i lokalt opgør i Frederikssund

Ingen mennesker kom noget til under en påsat brand i Frederikssund mod et tilholdssted for unge med sympatier for Bandidos.

Det konstaterer Nordsjællands Politi torsdag, efter at teknikere har gennemsøgt bygningen, som udbrændte natten til onsdag.

- Der er ikke fundet personer på stedet, og der er heller ikke fundet våben eller ammunitionsdele, siger politiinspektør Michael Hellensberg.

Den sidste bemærkning skyldes, at lokale beboere mener at have hørt brag som fra skud fra stedet.

Teknikere har fundet klare beviser for, at der blev sat ild til bygningen på Falkenborgvej.

Politiets sigtelse drejer sig om forsøg på mordbrand, fordi brandstifterne - ifølge politiet - ikke kunne vide, at der ikke var personer til stede i bygningen, som blandt andet rummer en dartklub.

I alt er 29 unge blandt andet fra området ved Heimdalsvej blevet sigtet for den alvorlige forbrydelse vendt mod unge med sympatier med eller relationer til Bandidos.

26 blev fængslet i syv dage onsdag aften, og torsdag fremstilles yderligere tre for en dommer.

En del af dem er blevet kørt til arresthuse og fængsler i Jylland og på Fyn, fordi der ikke er plads på Sjælland.

De 29 er dog ikke alle fra Frederikssund.

- Nogle kommer fra forskellige bandegrupperinger på Sjælland, siger politiinspektør Michael Hellensberg.

Det skyldes de lokale unges personlige netværk via familier og kammeratskaber - og altså ikke, at bander som sådan er rykket ud, lyder politiets vurdering.

I øvrigt risikerer også fem fra rocker-lejren torsdag at blive sendt bag tremmer. Denne gruppe blev anholdt onsdag ved middagstid nær svømmehallen i Frederikssund i en bil med blandt andet slagvåben.

- De sigtes for forsøg på at udføre et hævntogt, siger Michael Hellensberg.

Muligvis skrumper gruppen af mistænkte snart ind, varsler politiinspektøren.

- Nu vil vi forsøge at fastlægge de enkelte personers rolle. Det kan for nogles vedkommende godt falde sådan ud, at de ikke har nogen relevans, at de bare var i området i et andet ærinde, og så vil de blive løsladt, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.