INGSTRUP: For tredje gang er Lions Club Hvetbo vært for en internationale ungdomslejr. Vi ved, hvor stor en oplevelse det er for de unge. De får etableret et enormt netværk med andre unge fra hele verden. Når klubben ikke selv holder lejr, plejer vi at sende to unge fra vores lokalområde ud i verden på tilsvarende lejre. Sidste år til Kroatien og til Ungarn, fortæller Georg Steen Christensen.
Ungdomslejren holdes på Ingstrup Efterskole og har 34 deltagere fra 25 forskellige lande.
Temaet for lejren er ”Green technologies - sustainable use of natural resources” – eller på dansk ”Grøn teknologi – bæredygtig brug af naturlige ressourcer”.
Derfor skal de unge også bruge noget tid på at se noget om vindmøller og lignende vedvarende energikilder.
- De skal også lære noget om, hvordan vi i Danmark (gen)bruger affald som en ressource og ikke som noget der bare skal bringes af vejen. Det er et emne, der optager de unge rundt om i verden. Faktisk meget mere end vi nok havde troet. Vi oplevede derfor en enorm søgning til lejren, som også er fuldt booket.
- Vi kan kun anbefale de unge i den tidligere Pandrup kommune at søge om at komme sted, når vi søger efter dem via avis og andre medier - typisk i december/januar måned. Vi får normalt ikke mange ansøgninger. Det er ellers helt gratis for de unge, da LC Hvetbo betaler såvel rejse som lidt lommepenge, forklarer Georg Steen Christensen.