35-årig dømt for trusler

STRANDBY:En 35 -årig mand fra Strandby er ved retten i Frederikshavn idømt et halvt års fængsel for trusler på livet mod en bekendt. En forbipasserende så ham 17. juni om efternmiddagen tiltvinge sig adgang til en holdende bil i Strandby ved at true med noget, der lignede en pistol. Vidnet noterede bilens nummer og ringede til politiet, som stoppede bilen i Frederikshavn. Det viste sig, at den 35-årige ikke havde truet med en pistol, men med en såkaldt "svensk politistav" - et vinkelbøjet slagvåben. Den 35-årige var tiltalt for både den 17. juni og dagen forinde at have truet sin bekendt. Truslerne 16. juni blev fremsat telefonisk over for hans bekendt og dennes kæreste. Den 35-årige bekræftede, at han havde ringet 16. juni, men nægtede at have truet. Derimod havde han opfordret sin bekendt til at aflægge besøg for, at de kunne snakke sammen. Hans bekendt dukkede op i Strandby dagen efter med en bodyguard, som gik med ind. Det var, da de to gæster senere ville tage af sted, at den 35-årige insisterede på at komme med til Frederikshavn. Foruden trusler blev han dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og ulovlig våbenbesiddelse. Politiet fandt på hans bopæl et oversavet jagtgevær, en "stridsøkse", hash og stesolider. Den 35-årige nægtede overhovedet at have truet og oplyste, at jagtgeværet slet ikke var hans. Han er tidligere dømt for lignende kriminalitet, og i dommen er indregnet 63 dages reststraf for et tidligere forhold.