Tyverier

35-årig kvinde sigtet for tyveri af ring

MIDTBYEN: Aalborg Politi var søndag i løbende kontakt med Udlændingestyrelsen for at få fod på, om der er grundlag for at søge en 35-årig kvinde fra Eks-jugoslavien udvist af Danmark. Som omtalt i NORDJYSKE i går kom kvinden, der er asylansøger, sammen med en mand og et barn i politiets søgelys efter et tyveri af en ring til 12.000 kroner hos en guldsmed i Algade lørdag eftermiddag. Ringen var væk, da de tre forlod forretningen. Det lykkedes umiddelbart at tilbageholde manden. Kort efter vendte barnet tilbage til forretningen med ringen, mens kvinden først senere blev anholdt. Manden og barnet er løsladt igen, men kvinden, som er politiets hovedmistænkte, har fået anholdelsen opretholdt. Senest på tirsdag skal politiet tage stilling til, om man med rettens hjælp skal forsøge at opretholde frihedsberøvelsen med henblik på udvisning. Efter stramninger i Udlændingeloven risikerer udlændinge under visse omstændigheder udvisning i sager om eksempelvis butikstyveri for mere end 500 kroner. tino