Thisted

35 medarbejdere får en opsigelse

En besparelse på 4,5 mio. kroner på Thisted Kommunes aktiveringsbudget rammer Center for Afklaring og Beskæftigelse

Ann Frederiksen, beskæftigelseschef i Thisted Kommune, siger, at man har været nødt til at se på, hvordan man får mest effekt for pengene. Arkivfoto
Ann Frederiksen, beskæftigelseschef i Thisted Kommune, siger, at man har været nødt til at se på, hvordan man får mest effekt for pengene. Arkivfoto Foto: Peter Mørk

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:49

THISTED: De cirka 45 medarbejdere på Center for Afklaring og Beskæftigelse (CAB) i Thisted blev klokken 14 i dag, onsdag, samlet for at få en orientering om, at tilbuddet bliver omlagt og reduceret, hvilket blandt andet indebærer, at cirka 35 af medarbejderne på mandag vil modtage en opsigelse.

Mest for færre midler

Baggrunden er, at Thisted Kommune i år skal finde en besparelse på 4,5 millioner kroner på aktiveringsbudgettet som følge af ændringer af statsrefusionen.

- Vi har været nødt til at kigge på, hvordan vi kan omlægge indsatsen, så vi får mest effekt for de færre midler, vi har, siger Ann Frederiksen, beskæftigelseschef i Thisted Kommune.

CAB rummer dels aktivering efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats og dels beskyttet beskæftigelse efter Serviceloven. Ifølge planen skal der på sigt ikke længere foregå produktionsarbejde på stedet. De, der er i beskyttet beskæftigelse, skal have tilbud på andre arbejdspladser under handicap- og psykiatriafdelingen. Resten af indsatsen skal organiseres under Udfører-sektionen i Jobcenter Thisted.

Thisted Kommunes erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalg havde sagen på dagsordenen onsdag formiddag, hvor politikerne besluttede at følge indstillingen fra forvaltningen.

Det bliver ikke ringere

- Vi har ikke nogen intention om, at det bliver ringere for borgerne. Det er ikke sådan, at vi lukker ned, og så er der ikke andre tilbud, siger Niels Jørgen Pedersen (V), formand for udvalget.

Han håber blandt andet, at det gennem et tættere samarbejde med lokale virksomheder vil være muligt at oprette nye tilbud om arbejdsprøvning og aktivering.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden