35 mio. kr. til nyt stadion

Økonomiudvalget har godkendt planer for stadion i Park Vendia

Allan Vinding Sørensen
Sådan skal stadion placeres nord for vandhuset. Ill.: Hjørring Kommmune
Fodbold 18. september 2011 16:26

Kommunens nye store stadion i Park Vendia bliver en model til cirka 35 millioner kroner med opvarmede baner og opfyldelse af alle DBU's krav til baner. Dermed får både FC Hjørring og Fortuna Hjørring et stadion, som der kan spilles fodbold på i både 1. division og Champions League kampe. Hidtil har det krævet dispensation fra reglerne at spille på det nuværende stadion fra 1948. Kommunen har fået firmaet Orbicon A/S til at undersøge , hvordan et projekt kan se ud og beregne udgifterne til selve græsbanen. Stadion placeres nord for Vandhuset i Park Vendia. Der skal laves bane, tribune, lysanlæg og parkeringsfaciliteter. Alene anlæggelse af græsbanen med dræning og afvanding vil koste 3,9 millioner kroner. Området er meget fugtigt og dræning skal lede vandet ud i Skelbækken. Varme i banen runder de 1,5 millioner kroner. Banevarmen vil kunne forlænge den periode på året, hvor banen kan bruges. I alt vil udgifterne til anlæggelse af selve banen løbe op i 6,9 millioner kroner. Dette er uden tribune og omkringliggende jordvolde med tilskuerpladser og uden den påtænkte multihal. - Økonomiudvalget siger ja til oplægget, men der skal arbejdes videre på det, siger borgmester Arne Boelt (S). - Hvis der skal flere ting med, som eksempelvis den ønskede multihal, eller hvis sponsorer har andre ønsker, må vi diskutere det, hvis de ønsker at skyde penge ind.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...