350-kamps BTI-jubilar skoser de unge

Bindslevs anfører Torben Fjordbak beskylder de unge spillere for at være slappe

BINDSLEV:Han debuterede på BTI’s førstehold som 16-årig tilbage i 1984. Istarten af september spillede han sin førsteholdskamp nummer 350 for klubben. - Det har taget nogen tid. Dels har jeg i en enkelt sæson i 1993 spillet for Frederikshavns 2. divisionshold, dels er jeg gennem årene rendt ind i nogle forholdsvis lange skadespauser, forklarer 35-årige Torben Fjordbak. Han er vokset op i Uggerby og startede med at spille fodbold i BTI som seks-årig. -De unge spillere i dag er generelt nogle skvat. Sender afbud med de tyndeste begrundelser. Og til træning er det os med kone og børn, der trækker læsset. Det er en tendens, der er overalt, ikke bare her. Den der klubånd, vi havde, og den ansvarsfølelse, der ligger i ikke at lade de andre på holdet i stikken, har de unge ikke. De har sgu’ rygrad som regnorme, tordner Torben Fjordbak. Selv har han bestemt ikke ry for at springe over, hvor gærdet er lavest, hverken i kamp eller til træning. - Men jeg er nok lidt af en tryghedsarkoman. Det var ikke så ligetil for mig at flytte til FfI den ene sæson. Forinden havde flere andre klubber haft følere ude, men i den slags er jeg temmelig ubeslutsom, erkender han. Han er midbanespiller, men har i BTI spillet stort set alle pladser på førsteholdet. - Jeg holdt sågar buret rent i en turneringskamp, hvor jeg måtte ind i kassen at stå, siger han. 350-kamps jubilæet fejrede han i en sæson, hvor det ikke ser specielt lyst ud for BTI. Efter nedrykning til serie 2 i fjor ligger de til endnu en degradering. Og den kommende serie 3-spiller er da heller ikke bleg for at indrømme, at det for tiden ikke er helt så sjovt at spille bold, som det var i f.eks. 1996 under Knud Søndergaard, da BTI var i Jyllandserien sammen med HI, FfI. - Da havde vi nogle drabelige familieopgør, fortæller han. Han har nemlig to yngre fodboldspillende brødre, der begge spiller i HI. - Og min svoger, Jan Sørensen spillede dengang for FfI. Så det år blev der snakket en del fodbold når vi havde familietam-tam.