Børnepasning

350 kunstnere bag ny udsmykning

350 børn har lavet hver sin flise til kæmpe-kunstværk

DRONNINGLUND:Fredag blev der på rådhuspladsen i Dronninglund afsløret et nyt kunstværk, som har den særlige historie, at det er lavet af 340 børn fra seks forskellige institutioner i Dronninglund by. Børn fra børnehusene Syd, Nord, Vestre, Hybenvej, Himmelblå og Pyramiden har gennem et stykke tid med samlingssted på Børnehus Syd arbejdet på hver sin keramiske flise under ledelse af billedkunstneren og keramikeren Lise Sejer Pedersen, Aars. De mange færdige fliser er herefter i tre rækker indmuret som et langt bånd i en væg på rådhuspladsen, hvor bagermester Niels Kristian Jacobsen og købmand Morten Poulsen ved afsløringen fjernede de forhæng, der hidtil havde dækket værket. Lise Sejer Pedersen medbragte ved indvielsen en stor ros til børnene både for kreativitet, for lydhørhed og ikke mindst for et højt arbejdstempo, der havde medført, at værket var blevet til på rekordtid. Ideen til værket var kommet fra cheferne og souscheferne på børneinstitutionerne og Marianne Hein og Mette Buie Tidemann havde været tovholdere under projektet. Efter afsløringen var der naturligvis både kagemand og sodavand til de dygtige kunstnere fra henholdsvis Guldbageren og Nordjyske Bank samt VP Super Best og Superbrugsen. Med det smukke kunstværk har Dronninglund Rådhusplads både fået en tiltrængt forskønnelse, og byen har fået et historisk kunstværk, der rækker et stykke frem i tiden.