36-årig fik lidt rabat på straf i voldssag

Vold 25. september 2002 08:00

AALBORG: En 36-årig mand fra Aalborg fik i går lidt rabat på straffen, da Vestre Landsret behandlede en voldssag mod ham. Den 36-årige blev i byretten i januar idømt tre måneders betinget fængsel, men landsretten reducerede straffen til 60 dages betinget fængsel. Til gengæld mente landsretten ligesom byretten, at den 36-årige gjorde sig skyldig i vold, da han for godt et år siden tørnede sammen med en anden mand ved McDonalds på Nytorv. Den 36-årige, der tidligere har arbejdet som dørmand, sad uden for burgerrestauranten i en bil, da fire fyre henvendte sig til ham for at snakke om en episode, hvor en af de fire var blevet smidt ud fra et sted, hvor den 36-årige var dørmand. Den 36-årige steg ud af bilen og blev ifølge sagens oplysninger omringet af de fire. Han slog ud efter en af dem, som blev ramt med knytnæve på kinden, så kindbenet brækkede. Retten mente, at der omstændighederne taget i betragtning nok var tale om en form for selvforsvar, men ikke om lovligt nødværge. Den 36-årige, der tidligere er dømt for vold, blev eskorteret til og fra landsretten af politiet, da han i øjeblikket sidder varetægtsfængslet i en større narkosag. tino

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...