36-årig vil have fuld erstatning for fejlagtig terrorsigtelse

En mand sad fængslet på en ubegrundet terrormistanke, men Rigsadvokaten vil kun give ham halv erstatning.

I påsken 2016 blev en nu 36-årig mand anholdt, da han ankom til Københavns Lufthavn i Kastrup. Han blev sigtet for terrorisme og sad varetægtsfængslet i tre måneder i sagen, der viste sig ikke at have noget på sig. Efterfølgende halverede Rigadvokatens hans erstatning på grund af "egen skyld". Manden vil have fuld erstatning, og nu skal Københavns Byret afgøre spørgsmålet.(Arkivfoto).

I påsken 2016 blev en nu 36-årig mand anholdt, da han ankom til Københavns Lufthavn i Kastrup. Han blev sigtet for terrorisme og sad varetægtsfængslet i tre måneder i sagen, der viste sig ikke at have noget på sig. Efterfølgende halverede Rigadvokatens hans erstatning på grund af "egen skyld". Manden vil have fuld erstatning, og nu skal Københavns Byret afgøre spørgsmålet.(Arkivfoto).

KØBENHAVN:- Jeg har meget svært ved at se, hvad han kunne have gjort anderledes.

Sådan siger Eigil Strand, der er advokat for en 36-årig mand, som i foråret 2016 sad varetægtsfængslet i omkring tre måneder på grund af en fejlagtig anklage om terrorisme.

Han har fået erstatning for den uberettigede varetægtsfængsling. Men Rigsadvokaten halverede den normale erstatning, fordi manden ifølge Rigsadvokaten selv var skyld i den langvarige fængsling.

Det er den 36-årige utilfreds med, og torsdag skal spørgsmålet om erstatning behandles i Københavns Byret.

To døgn efter et bombeangreb i Zaventem i Bruxelles ankom den 36-årige sammen med en anden mand til København fra Grækenland. De var på vej til et bryllup i Sverige.

I Københavns Lufthavn blev de to mænd og tre andre anholdt. Mens de tre blev løsladt, blev den 36-årige og hans rejsekammerat dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

De var mistænkt for at være rejst til Danmark "i forbindelse med forberedelserne til en terrorhandling på ukendt tid og sted i Danmark."

Statsadvokaten i København valgte at opgive sagen efter to måneder, og den anden mand blev løsladt.

Men den 36-årige sad fortsat fængslet med en ny sigtelse for menneskesmugling på halsen. Først en måned senere blev han løsladt.

Siden har Rigsadvokaten givet begge mænd erstatning for varetægtsfængslingen. Den 36-årige blev tilkendt 114.200 kroner.

Erstatningen blev udmålt på baggrund af faste takster.

Standardbeløbet blev forhøjet med 200 procent på grund af den alvorlige sigtelse. Men samtidig blev der fratrukket 50 procent på grund af det, som anklagemyndigheden betegner som "egen skyld".

- Jeg har meget svært ved at få øje på hans egen skyld, siger Eigil Strand.

- Normalt er "egen skyld" hvis man for eksempel ikke vil udtale sig til politiet eller lignende. Min klient nægtede sig skyldig, men svarede på politiets spørgsmål, så jeg kan ikke se, hvad han eller skulle have gjort.

Ifølge manden selv har terrorsigtelsen stadig alvorlige konsekvenser for ham.

Til sin advokat har han fortalt, at han ikke kan rejse rundt i Europa uden at blive trukket til side og udspurgt om terrorsigtelsen, når han krydser en grænse.

- Desuden har han fortalt, at han ikke længere kan få opholdstilladelse i Grækenland, hvor han har boet ti år, fortæller Eigil Strand.

Det er uvist, om Københavns Byret træffer afgørelse i sagen torsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.