Trafikulykker

36 blev slået ihjel på vejene i maj

København, onsdag /ritzau/ En dræbt om dagen. Det var i runde tal statistikken for trafikofre i maj, hvor i alt 36 mennesker blev slået ihjel. Samtidig blev 600 trafikanter så hårdt kvæstede, at det kom til politiets kendskab, viser nye tal fra Vejdirektoratet. De tilsvarende tal for maj måned sidste år var på henholdsvis 43 dræbte og 773 kvæstede, så der er sket en mærkbar reduktion i antallet af personskader. Faldet er på 22 procent og følger dermed den faldende tendens, kurven over færdselsuheld og personskader har vist i løbet af de seneste 14 måneder. /ritzau/