37-årig er i bedring efter overfald ved busskur

Politiet håber, at de lørdag kan afhøre en mand, der blev overfaldet ved busstoppested i Sydhavnen.

37-årig er i bedring efter overfald ved busskur

Den 37-årige mand, der fredag blev fundet i et busskur ved et stoppested på Borgmester Christiansens Gade i Københavns Sydhavn med en alvorlig flænge i baghovedet, er i bedring.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder, Sajjad Haider, Københavns Politi.

- Vi håber, at vi kan afhøre ham i løbet af dagen, men han er stadig noget omtumlet, siger efterforskningslederen.

Politiet ved stadig ikke, hvorfor den 37-årige blev overfaldet, men vidner har fortalt, at de i nærheden så mand stige ud af en blå bil med en stump genstand i hånden.

Hvad der derefter er sket er uklart, men kort efter finder forbipasserende manden. De opdager, at det bløder fra hans hoved, og tilkalder en ambulance.

Manden er indlagt på Rigshospitalets traumeafdeling, hvor han er blevet opereret i hovedet.

Selv om der var vidner til episoden, har de ikke kunnet give et signalement af den formodede gerningsmand.

Men politiet har et lille stykke væk fundet en blå bil, der formentlig er den, som han kørte i. Bilen er nu ved at blive undersøgt af politiet, der også er ved at finde ud af, hvem der ejer den.

Politiets teori om motivet til overfaldet er, at den 37-årige, der kommer fra lokalområdet, på en eller anden måde er kommet til at provokere manden i bilen.

- Vi tror ikke, at de to mænd kender hinanden. Vores teori går på, at manden i bilen er blevet provokeret af den 37-årige, siger Sajjad Haider.

Denne mulige forklaring støtter politiet på, at den 37-årige kort forinden var blevet set gå over gaden lige foran en bus, der måtte bremse op.

Københavns Politi vil gerne tale med vidner, der har set den blå bil - en mørkeblå Jeep Cherokee med registreringsnumret TL 91 306 - i lokalområdet inden gerningstidspunktet fredag omkring klokken 12.

Folk, der har set optakten til volden ved busskuret, må også gerne ringe, siger Sajjad Haider.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.