Retspleje

37-årig fastholder sin uskyld

Det første af tre retsmøder om hærværk for 400.000 blev holdt i går

MARIAGERFJORD:En 37-årig mand fra Mariager-kanten fastholdt sin uskyld i retten i Aalborg i går. Her stod han tiltalt for 8. juni 2007 at have smadret sine forhenværende svigerforældres hjem, som ligger ved Døstrup. Der blev i alt ødelagt inventar for 400.000 kroner under det grove hærværk. Tiltalen kan give op til fire års fængsel, hvis den 37-årige far til to bliver dømt. Konen vil have firma Tiltalte, der er selvstændig erhvervsdrivende, forklarede, at han var blevet skilt fra sin kone i april 2006. Skilsmissen var i første omgang foregået i al fordragelighed. Men få måneder efter, at parret havde delt boet og var flyttet fra hinanden, mente konen alligevel, det var en god ide at snakke med en advokat. Hos advokaten kom tiltaltes virksomhed på tale. Advokaten gjorde det klart, at eks-konen var berettiget til halvdelen af virksomheden. - Så gav jeg dem hånden og sagde, at jeg selv havde brug for en advokat, forklarede tiltalte. Han fortalte, at han var skuffet over, at konen pludseligt ville have del i virksomheden. Den var de tidligere blevet enige om, at han skulle beholde. Anklageren politiassessor Hanne Bælum spurgte herefter tiltalte, om han kendte noget til det hærværk, der var blevet begået imod eks-konens hus, på cirka samme tid som konflikten omkring virksomheden begyndte. Det svarede den 37-årige nej til. Spillede fodbold i Langå På dagen for det grove hærværk hos svigerforældrene, var de ude af huset. De var til fødselsdag hos tiltaltes forhenværende svigerinde. En fest som den 37-årige fortalte, at han ikke kendte noget til. - Jeg har aldrig været god til datoer. Tit når vi landede i indkørslen til en familiefest, skulle jeg lige have at vide, hvem vi fejrede, forklarede han. Tiltalte sagde, at han den pågældende dag var blevet hasteindkaldt til en fodboldkamp i Langå. - Jeg sagde fra starten, at jeg ikke kunne spille hele kampen, fortalte han. Ti minutter inde i anden halvleg blev han skiftet ud og tog sin motorcykel hjem. Han var hjemme omkring klokken 21. Den næste time blev brugt på praktiske gøremål. Den 37-årige forklarede, at han fra klokken 22 tilbragte aftenen med nogle venner. Der er sat tre dage af til hærværkssagen. I alt skal 12 vidner afhøres i sagen. Nogle af dem har set en motorcykel, lignende den tiltalte har, i nærheden af svigerforældrenes hus omkring gerningstidspunktet. Der bliver afsagt dom i sagen i morgen.