EMNER

3700 kroner i døgnet

Aalborg Kommune laver sin egen institution for svigtede unge.

Det bliver de allerhårdest belastede unge fra Aalborg Kommune, der fra midten af august får adresse på Fjordskolen i Mou. Her indretter Aalborg Kommune nemlig sin egen døgninstitution for børn og unge med meget massive problemer. - Vi ved, hvor vigtigt det er, at vi kan tilbyde en ordentlig støtte og hjælp til de allermest udsatte unge. En tabt ung er en for mange. Derfor er jeg glad for, at vi har fået netop det her tilbud stablet på benene, siger rådmand Mai-Britt Iversen. Det kommer til at koste kommunen godt 19 millioner kroner om året at drive institutionen - omregnet betyder det, at hver af de 15 unge, der er plads til, koster 3700 kroner i døgnet. Det bliver lidt billigere end det kommunen i dag betaler for anbringelse på private opholdssteder. - Men det er ikke noget vi gør for at spare penge. Det vigtigste er at sikre et godt tilbud, og når vi selv driver stedet så har vi bedre styr på det, siger Mai-Britt Iversen. Der skal være tre afdelinger med plads til fem i hver. Det er også planen, at der skal være en intern skole på stedet. - Det er meget vigtigt, at vi sørger for, at de kommer tilbage i uddannelse. Det er mit håb, at vi kan sikre, at de fleste kommer derfra med en niende klasses eksamen, så de har en fremtid i uddannelsessystemet, siger Mai-Britt Iversen. Målgruppen er unge mellem 14 og 18 år, men børn helt ned til 12 år kan også blive anbragt på stedet. De unge vil typisk have været igennem en turbulent barndom med massivt omsorgssvigt, og være endt der, hvor der er brug for en meget omfattende indsats. Døgninstitutionen skal også modtage unge, hvor der er behov for et observations- og udredningsforløb med henblik på en nøjere afklaring af de unges problemstillinger og behandlingsbehov. Personalet i døgninstitutionen kommer til at bestå af fagligt uddannet personale - pædagoger, psykolog og socialrådgiver samt personale til praktiske opgaver. En del af de nuværende medarbejdere på Fjordskolen vil - hvis ellers deres uddannelse passer til de nye jobs - blive tilbudt at fortsætte på stedet.