Overenskomster

372 milliarder skal sætte fart i Tyskland

Hovedreparation af Europas økonomiske motor

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En gammel bombe blev fredag aften fundet tæt på den Tyske forbundskansler, Angela Merkels hjem. Foto: Scanpix

BERLIN:Det var med dugfriske, dystre nøgletal i bagagen, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, onsdag deltog i et ekstraordinært møde i Forbundsdagen i Berlin for at forsvare sin regerings nye, gigantiske konjunkturpakke på 50 milliarder euro (372,4 milliarder kroner). Forinden havde hendes kabinet godkendt den største redningspakke i forbundsrepublikkens historie, som oppositionen kaldte uambitiøs. Den kristeligt demokratiske CDU-formand Merkel understregede i en regeringserklæring, at Tyskland ikke kan afskærme sig, når hele verden er ramt af en finanskrise. - Men Tyskland er i bund og grund sund og stærk, og vi bør se krisen som en chance, sagde forbundskansleren, der kaldte konjunkturpakken det rigtige svar på krisen. - Vi bruger rigtig mange penge, og sådan et svar er ikke kun nødvendigt, men bydende nødvendigt, fordi det ville få de alvorligst konsekvenser, hvis vi ikke gør noget, sagde hun og fremhævede, at 2009 bliver et vanskeligt år. Væksten halveret Der var da også nok at tage af for Merkel, da hun skulle argumentere for, hvorfor det er nødvendigt med skattelettelser og øgede investeringer for at sætte skub i Europas største økonomi. Tysklands økonomiske vækst blev nemlig i 2008 næsten halveret som følge af den globale finanskrise. Bruttonationalproduktet, BNP, voksede reelt med 1,3 procent set over hele året mod en vækst på 2,5 procent i 2007, meddelte det statistiske forbundskontor i Frankfurt onsdag. Og det gik især ned ad bakke for den eksporttunge tyske økonomi i fjerde kvartal 2008, da finanskrisen for alvor slog igennem på alverdens finansmarkeder. Det statistiske forbundskontor vurderer, at Tysklands BNP i årets sidste tre måneder dykkede med mellem 1,5 og 2,0 procent. Dyster prognose Europas største økonomi, som nu er lammet af en recession, fik udelukkende et plus på landets BNP i 2008, fordi der i årets første kvartal endnu var godt gang i hjulene med en vækst på 1,5 procent. Eksperter forventer, at 2009 bliver særdeles dystert for Tysklands økonomi med en skønnet BNP-tilbagegang på to procent. Den socialdemokratiske finansminister, Peer Steinbrück, advarer da også om, at den gigantiske konjunkturpakke kommer til at koste dyrt i form af et nyt brud på eurolandenes vækst- og stabilitetspagt. Denne foreskriver, at et lands budgetunderskud maksimalt må udgøre tre procent af dets BNP, og i 2008 havde Tyskland et budgetunderskud på 0,1 procent af BNP. På grund af de bebudede skattelettelser, som vil indbringe hver af de 82 millioner tyskere et par hundrede euro mere i pengepungen, forventer finansministeren dog nu, at budgetunderskuddet i 2009 bliver på over fire procent. Netop på grund af den øgede gæld og bruddet på EU-reglerne kaldte Merkel onsdag konjunkturpakken "den vanskeligste indenrigspolitiske beslutning" i sin hidtidige embedsperiode. /ritzau/dpa