39-årig troppede op med knive og truede folk i moskéer

Københavns Byret har fredag fundet en mand skyldig i en lang række forhold om dødstrusler.

Fredag har Københavns Byret det sidste retsmøde i sagen om en 39-årig mand, der fremsatte adskillige dødstrusler i moskéer og også truede politifolk og fængselsbetjente. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Fredag har Københavns Byret det sidste retsmøde i sagen om en 39-årig mand, der fremsatte adskillige dødstrusler i moskéer og også truede politifolk og fængselsbetjente. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Gennem et år udsatte en 39-årig mand nærmest alt og alle for dødstrusler. Flere gange trak han også knive, som han truede folk med.

Fredag har et nævningeting i Københavns Byret fundet den 39-årige skyldig i alle 23 forhold, som han var tiltalt for - langt de fleste handler om dødstrusler.

Senere skal retten tage stilling til, hvilken straf manden skal have.

Både politifolk, en journalist, fængselsbetjente og muslimer i moskéer var ofre for mandens trusler.

Retten finder i skyldkendelsen, at hans udtalelser var egnet til at skabe alvorlig frygt.

Eksempelvis trak han en kniv, da han omkring midnat 8. juni sidste år troppede op hos Det Islamiske Trossamfund i Københavns Nordvestkvarter.

- Lad mig være, ellers stikker jeg jer alle sammen ned her i moskéen, skal manden have sagt til de tilstedeværende.

En lignende episode fandt sted en uges tid senere, hvor han greb en kniv fra sin bukselinning i Københavns Stormoské på Nørrebro. Kniven førte han hen over sin hals, mens han pegede på de tilstedeværende.

Da to betjente nåede frem til stedet, rettede han truslerne mod dem.

- Bare vent, jeg sprænger jer fucking i luften, jeg sprænger det hele i luften. Jeg er den nye Omar, sagde han med henvisning til Omar el-Hussein, der i 2015 dræbte to mænd ved henholdsvis synagogen og Krudttønden i København.

Da den 39-årige dagen efter blev stillet for en dommer i et grundlovsforhør, spyttede han en journalist i ansigtet og på overkroppen.

Den tiltalte, der har nægtet sig skyldig, er i retten fredag iført en grå T-shirt, sorte joggingbukser og slippers. Han har et stort skæg og mørkt krøllet hår og sidder roligt og lytter, mens dommeren læser kendelsen op.

Inden retten skal tage stilling til, hvilken straf manden skal have, oplister anklager Sonja Hedegaard de mange tidligere domme, han har for trusler og vold. Samlet er han tidligere idømt mere end otte års fængsel.

I sagen har anklagemyndigheden krævet forvaring, da det vurderes, at den 39-årige er farlig. Derfor vil det være uforsvarligt at give ham en almindelig fængselsstraf.

Alternativt lægges der i anklageskriftet op til, at han kan anbringes på den særligt sikrede afdeling på Sikringen i Slagelse.

Desuden kræver anklageren, at han udvises med indrejseforbud i mindst seks år, da han er norsk statsborger. Han har dog boet i Danmark hele sit liv og har fire børn her.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.