39 hold dyster i strandhåndbold

EJSTRUP STRAND: Ikke færre end 39 børne- og ungdomshold i håndbold får en sjov og spændende weekend 2. og 3. august på Ejstrup Strand, hvor årets strandhåndboldstævne afvikles. Det er Skovsgård/Brovst KFUM IF's håndboldafdeling, der står for arrangementet sammen med Jydsk Håndbold Forbund Kreds 2's Ungdomsudvalg. Skovsgård/Brovst har god erfaring med afvikling af strandhåndbold, idet klubben i tre år har stået for stævnet sammen med først Dansk Håndboldforbund og sidste år Jydsk Håndbold Forbund. De første år var det divisionshåndbold, der blev spillet på stranden med store hold, som led i en landsdækkende turnering, men de lokale klubber gled ud af arrangementet og besluttede at fortsætte med lokale ungdomshold for at give dem en sjov oplevelse og en god sæsonstart, fortæller Jette Brogaard fra Skovsgaard/Brovst. Sidste år deltog cirka 20 hold, og da varede stævnet en enkelt dag, men i år er det væltet ind med tilmeldinger, så arrangementet er lagt over to dage. Lørdag lægges ud fra morgenstunden med turnering for puslinge og pige/drenge hold, og man forventer først at være færdig til aften. Her er deltagere fra Skovsgård/Brovst, Fjerritslev, Aalestrup, Trekroner, Sortebakken og Oddense-Otting. Søndag er det dame/herre juniors og ynglinges tur. Her deltager hold fra Skovsgård/Brovst, Sortebakken, Aars, Aalestrup, Farsø og Nors-Hanstholm. Strandhåndbold spilles på blødt sand, og det kan for eksempel ikke lade sig gøre at drible. Derfor gælder der nogle lidt andre regler end i hallerne, men spillerne plejer at synes, de andre regler er sjove, siger Jette Brogaard. Arrangørerne håber, at mange vil lægge vejen forbi og se det underholdende spil.